El- og VVS-branchen skal lære at tjene penge
Den danske VVS- og el-branche består af en lang række mindre virksomheder, der har mellem 5 og 20 medarbejdere. De faglige kompetencer både hos installatøren og medarbejderne fejler ikke noget, men indtjeningen kunne være langt bedre.
Det vil et team af rådgivere med kompetencer inden for jura, økonomi, kommunikation, salg, uddannelse og træning gøre noget ved.
Sammen med fem-seks el- og VVS kolleger fra alle egne af regionen indgår virksomhederne i et tæt og fortroligt udviklingsforløb, hvor virksomhederne måler sig med hinanden, fordi erfaringerne viser, at det er det, der skaber resultater. Udviklingsforløbet strækker sig over femten måneder, og deltagerne skal afsætte mindst 24 timer til arbejdet.
"Vores advokater er rådgivere eller med i mange virksomheders bestyrelser. De ved, hvor skoen trykker, og det er her, vi vil sætte ind," siger adm. direktør Peter Engel-Andreasen fra advokatfirmaet Buch & Baruah.
"Det er ikke et kursus. Det er et udviklingsforløb, hvor vores eneste målsætning er, at gøre den forskel, som kan aflæses på virksomhedernes bundlinje," fastslår Peter Engel-Andreasen.
De virksomheder der ud over Buch & Baruah står bag konceptet er pr- og kommunikationsfirmaet Damm & Lemann i Sønderborg, Udviklingscenter Syd i Haderslev, revisionselskabet BDO i Haderslev og salgs- og marketingbureauet Væver i Fredericia.
Det første udviklingsforløb sættes i gang i efteråret.