Fortsæt til indhold

Gylden mulighed for hr. og fru Danmark

Det er svært at finde gode argumenter for IKKE at udnytte BoligJobordningens muligheder for fradrag

Arkiv
Arkiv

Mulighederne for fradrag for lønudgifter til hjælp og vedligeholdelse på bopælen er en gylden chance for 'hr. og fru Danmark' til at få udført mange af de opgaver, der de senere år måske er blevet skubbet lidt i baggrunden. BoligJobordningen giver servicefradrag på op til 15.000 kroner om året pr. voksen i husstanden for lønudgifter til for eksempel rengøring og børnepasning samt til en lang række opgaver på boligen. Men ordningen gælder tidsbegrænset – frem til udgangen af 2014 – så der er gode grunde til at få udført også de opgaver, der godt kunne vente måske tre-fire år, allerede de næste par år.
Og hvem har ikke et par eller flere opgaver på huset liggende i ”skuffen”. Opgaver som har været planlagt udført i flere år, men som – måske grundet den økonomiske krise – er blevet lagt i mølposen til bedre tider. ”Bedre tider” er via BoligJobordningen blevet fremrykket, og man skal ikke være professor i økonomi for at kunne se fordelene i via servicefradraget at lade ”skattefar” betale en del af udgifterne til havemanden, der får sat skik på jeres have, eller til isoleringsfirmaet, som foretager den tiltrængte efterisolering af boligen.
HVIS køkkenet trænger til udskiftning, HVIS taget trænger til at blive repareret, HVIS I har planer om at få installeret en varmepumpe, HVIS det gamle toilet trænger til at blive udskiftet… SÅ gælder det om at få en aftale med fagmanden. Det kan godt vente til i morgen og til i overmorgen. Men når arbejdet alligevel skal udføres senest i 2014, kan I lige så godt få sat projektet på skinner nu, så I kan glæde jer over for eksempel et velisoleret hus med tætte og energirigtige vinduer allerede til den kommende vinter!