Fortsæt til indhold

Nye grænser står for fald

Kristoffer Hari, Zarah Buchwald og Bianca Brahmer Svendsen fra Hvidovre til Nordiske mesterskaber i Finland

Arkiv
ebohvidovreavis.dk

På grund af afbud fra den danske meter Stina Troest fra Amager er Bianca Brahmer Svendsen blevet udtaget til 4 x 400 meter holdet, så Hvidovre Atletik dermed er repræsenteret med tre atleter. - Kristoffer Hari, der i år har fået et meget imponerende internationalt gennembrud, da han med 10,37 sek. på de 100 meter kun er 0,01 sekund fra verdensrekorden på 100 meter for 15 årige, oplyser Michael Bruun Jepsen fra klubben. - Til de nordiske mesterskaber skal Kristoffer løbe mod konkurrenter, der er op til fire år ældre, da aldersgrænsen går op til 19 år. Det kan godt vise sig at være den unge Hvidovreløbers hidtil største udfordring, da han skal møde den meget stærke svensker, Erik Hagberg, der i år har løbet blot 5/100 sekund langsommere og sat svensk juniorrekord med 10,42 sek. Også de stærke finner Viljami Kaasalainen og Markus Skyttä, der begge har løbet 10,59 sek. er kompetente udfordrere til Kristoffer... - På den dobbelte distance, 200 meter, kommer den største udfordring fra islandske Kolbeinn Hödur Gunnarsson, der i år har sat islandsk juniorrekord med 21,38 sek. og finske Kristian Salo med 21,43 sek. Kristoffer har i år sat dansk juniorrekord med 21,16 sek, men løb til Copenhagen Open på hjemmebanen på Hvidovre stadion 20,96 sek. i lidt for meget medvind... - Zarah Buchwald er trods sine 18 år allerede en veteran til NM, da det er tredje år hvidovrepigen er med på holdet, og igen er det i 4x100 m., hvor Zarah sammen med Mette B. Jepsen, Sarah Brahmer-Svendsen og Line Køhlert netop er blevet danske mestre med 48,21 sek. Det danske hold står her med fine muligheder for at tage en medalje, hvis de udfordrende skifter ellers kommer til at blive udført fornuftigt. I så fald vil det være den først internationale medalje til Zarah Buchwald.. Med den skarpe konkurrence til Kristoffer Hari kan det måske blive stedet, hvor han for første gang i sin forholdsvis korte karriere bliver alvorligt presset, og nye grænser står for fald. Måske er det her Hvidovre får en verdensrekordholder på den mest prestigiøse løbedistance af dem alle, nemlig 100 m, og det kan også være her, at de magiske 21 sekunder på 200 meter står for fald?