Tandlægerne flytter ind hos Nykredit
Tandlægerne Nordestgaard & Schmidt Bloch flytter nedenunder og får mere plads
Efter to år på adressen Vestergade 20 er de to tandlæger Lone Schmidt Bloch og Tanya Nordestgaard klar til at udvide.
"Vi stod overfor at skulle renovere vores nuværende lejemål eller flytte i nye. Og da først Nykredit flyttede ud sidste år i maj, fik vi ideen til at flytte ned i deres lokaler," fortæller Lone Schmidt Bloch om ideen med at flytte.
Håndværkerne er i fuld gang med at renovere lokalet og med det nye lejemål, kommer klinikken til at huse 315 m2 mod nu 150 m2.
"Dermed er vi også fremtidssikret rent arealmæssigt. Vi har tre rum nu og får fem, så det bliver godt," fortæller Tanya Nordestgaard.
Ud over nye lyse lokaler bliver der også et venteværelse ud mod gågaden i Vestergade,
"Vi satser på at kunne starte op i de nye lokaler den 1. december," slutter Lone Schmit Bloch.
Der er to tandlæger, to tandplejere, fire klinikassistenter, en elev samt en rengøringsdame tilknyttet klinikken.