Fortsæt til indhold

Milton blev for dyr

Afskeden med FCR-direktøren har længe været undervejs, siger formand

Arkiv
Arkiv

- Kim Miltons løn som direktør i FC Roskilde blev for dyr for klubben, og det havde han også selv fået at vide for længe siden. Sådan forklarer formanden Carsten Wickmann efter mødet i fodboldklubbens bestyrelse tirsdag, hvor beslutningen om at skille sig af med den tidligere topdommer blev gjort officiel. - Allerede sidste år havde vi talt sammen om, at hvis vores hold ikke straks kom op i 1. division på ny, ville der ikke længere være råd til denne direktørløn. Det lykkedes desværre ikke, og vi må nu spille endnu en sæson i 2. division Øst. - Dermed er vores indtægter blevet langt mindre, og de færre penge, som vi nu har at gøre godt med, skal primært bruges på det sportslige. Dvs. til spillere, trænere og vores gode ungdomshold, der forhåbentlig kan give FCR en bedre fremtid, fortæller Wickmann.

Presset ud

Den officielle udtalelse fra FCR-bestyrelsen, der er gengivet sammen med denne artikel, kan give det indtryk, at klubben og Milton var helt enige om, at samarbejdet skulle ophøre. Men så gnidningsløst gik det nu ikke. I første omgang ville Milton nemlig ikke umiddelbart acceptere opsigelsen. Først da han kunne se, at bestyrelsen og Wickmann, der som leder af bagermestrenes arbejdsgiverorganisation har forstand på den slags, var i deres gode ret til at opsige ham, blev parterne enige om, hvordan afskedigelsen skulle præsenteres. Oplysningerne i Roskilde Avis om Miltons problemer i samarbejdet med andre i klubben fastholdes også af flere kilder. Men det var ikke den direkte årsag til hans fyring. - Miltons arbejdsopgaver i FC Roskilde skal nu i fremtiden klares af en kontoransat og en række frivillige for at spare penge, fortæller Carsten Wickmann. tk Udtalelse På det ordinære bestyrelsesmøde den 13. august 2013, har ophøret af samarbejdet mellem adm. direktør Kim Milton og FC Roskilde A/S, og deraf følgende presseomtale været behandlet. For at imødegå yderligere misforståelser, ønsker en enig bestyrelse i FC Roskilde A/S at udtale følgende: FC Roskilde takker Kim Milton for en meget stor personlig indsats og engagement under hans ansættelse i klubben. Ophøret af samarbejdet har været drøftet fordomsfrit mellem klubbens bestyrelse og Kim Milton, da nedrykningen til 2. division har betydet væsentlige ændrede økonomiske forudsætninger. Disse ændrede forudsætninger er årsagen til, at bestyrelsen har set sig nødsaget til at opsige samarbejdet med Kim Milton. FC Roskilde tager afstand fra de urigtige påstande og oplysninger fra unavngivne kilder, der de seneste dage har været citeret i pressen. Endelig kan klubben fuldstændig afvise, at Kim Miltons øjeblikkelige sygemelding har forbindelse til opsigelsen af samarbejdet, da Kim Milton tidligere kortvarigt har været sygemeldt på grund af den samme lidelse. Kim Milton fratræder sin stilling med udgangen af november måned 2013.