Fortsæt til indhold

Guld til Svanholt

Arkiv
Arkiv

- Bedre træning og opvarmning til det kommende Sydhavs Rally på Lolland-Falster kunne jeg ikke have ønsket mig, fastslog Tim Svanholt, efter weekendens sejr i Hedeland Motorklubs afdeling af Yokohama-mesterskabet i rallysprint, der blev kørt i Guldalderen i Hedehusene. Med et forspring på knap 10 sekunder satte Tim Svanholt tempoet i årets tredje og næstsidste runde af de fire tællende østdanske afdelinger før finalerunden 10. november i Ribe. Han vandt i tiden 16.26.883 minutter foran Lars Kragh i Porsche 911 GT3 RS og Rasmus Sørensen i Peugeot 106 Maxi. Det blev et tæt opgør i stegende hede på en sprintbane, som egentlig ikke var optimal for Tim Svanholts Mitsubishi Lancer Evo IX, og han havde da heller ikke skruet forventningerne for højt op. På den anden side var han indstillet på at give alt, hvad han og bilen formåede. Efter tre DM-runder fører Tim Svanholt og co-driver Carina Møller med 47 point opgøret i Division A for 4-hjulstrukne biler.