Artweek sluttede med et brag
En flot fernisering markerede afslutningen på en succesrig og begivenhedsfuld Artweek 2013 i Aabenraa
Lørdag holdte Aabenraa Artweek fernisering for den udstilling, der er resultatet af dette års Artweek. I alt 16 kunstnere fra hele verden er repræsenteret på udstillingen, hvor de på hver deres måde har fortolket Aabenraa og omegn i deres værker. Åbningstalerne blev holdt af Povl Kylling Petersen og kuratorerne, Anna Stein Ankerstjerne og Andreas Becker-Christensen.
En af grundlæggerne af Aabenraa Artweek, Anne Lildholdt, siger om ferniseringen: “Det var en stor oplevelse og dejligt at se så mange forskellige mennesker, og mange man ikke så tit ser til kunstudstillinger”.
I løbet af Artweek har i alt 16 kunstnere udforsket Aabenraa, Tinglev, Padborg og Flensborg og de forskellige byers borgere. Samtidig har de arbejdet på deres forskellige værker, hvoraf flere først blev afsløret til ferniseringen. Værkerne består af mange forskellige materialer og medier, blandt andet film, lyd, fotos, jern og teltdug.
Billedhugger og installationskunstner Rani Sasson fra Israel var især spændt på ferniseringen. Gennem Artweek har hun som den eneste arbejdet udelukkende i udstillingslokalerne på Skrænten 9, og ferniseringen var derfor første gang hendes værk blev afsløret for offentligheden. Hendes værk består af skulpturer, hvor genbrugsmaterialer er i fokus.
Performances til ferniseringen
Ud over taler, blev der i løbet af eftermiddagen holdt to performances. Den første performer var englænderen Amanda Dunsmore. Gennem Aabenraa Artweek har hun ved hjælp af et pandekamera filmet sin færden i Aabenraa, Tinglev og Flensborg. I sin performance legede hun med ideen om synsvinkel ved blandt andet at stikke hovedet i buske og under vand. Hendes performance bestod af tre monitorer med video, hvortil cellisten Susanne Hoffmann fra Sønderjyllands Symfoniorkester spillede.
Maru Rojas fra Mexico, som stod for den anden performance til ferniseringen, har igennem den forløbne uge inviteret lokale borgere til en uformel kaffepause. Her udvekslede hun en kop kaffe med historier fra de folk, der stoppede op. I sin performance havde hun fokus på mødet mellem fremmede. Hun læste nogle af de historier hun havde indsamlet op og afholdte en auktion, hvor hun solgte tegninger som hendes kaffepausegæster har tegnet i løbet af ugen. Pengene fra auktionen går til en fremmed et sted derude, som har hårdt brug for dem.
Artweekkunstnerne sendes videre
Efter fernisering og afsluttende fest begyndte de 14 internationale kunstnere og kunstgrupper så småt at rejse væk fra Aabenraa og hjem - eller videre ud i verden for at arbejde på andre kunstprojekter. Det, de har taget med fra Aabenraa, kan de bruge et nyt sted til nye spændende projekter.
“Der er rigtig gode muligheder for at udnytte netværket til nye projekter på kryds og tværs, og man kan bruge det til at få fat på nogle personer. Der kommer altid en idé til et nyt projekt. Det er simpelthen forrygende, hvad det kan afstedkomme, siger Anne Lildholdt”. Omvendt håber Artweekteamet, at borgerne i Aabenraa og omegn har oplevet noget spændend, og at byen fremover lader sig inspirere af kunstværkerne og processen bag dem. Udstillingen kan ses frem til den 30. august.