Antik- og kræmmermarked indleder festugen
Køges gader fyldes med stadepladser søndag den 25. august
FESTUGE: Traditionen tro, så indledes Køge Festuge med et kæmpe antik- og kræmmermarked i Køge midtby - de centrale gader og på torvet.
Søndag den 25. august afholdes Lions Club Køges store antik- og kræmmermarked.
Hele centrum spærres af for at gøre plads til det store marked, der holder åbent for publikum fra kl. 09 til kl. 16. Og der er gratis adgang.
Nu skal de sidste kræmmerfolk på banen, hvis de vil være med. De skal tilmelde deres stande og stader på hjemmesiden www.koegelions-aktiviteter.dk, så Brogade, Torvet og Sct. Nikolai skole - Brochmanns skolegård - kan blive fyldt op med livlig handel med alt muligt. Alle antik- og kræmmerfolk - både de private og professionelle - kan faldbyde deres mange forskellige ting og sager fra skuffer, lofter, lagre og kældre.
Samtidig får børnene deres helt eget loppemarked på Skt. Nicolai Skole.
Som nævnt er søndagens antik- og kræmmermarked indledningen til det omfattende program for Køge Festuge i uge 35, der begynder den 25. og slutter den 31. august. Og netop kræmmermarkedet er en festlig optakt med marked efter fransk forbillede, hvor alt muligt er til salg. De tidligere antik- og kræmmermarkeder har været særdeles velbesøgte og formentlig noget af det største, der tilbydes på Sjælland.
- Et antik- og kræmmermarked fyldt op med stader og stande og med masser af købelystne og interesserede mennesker er det bedste marked, man kan forestille sig, siger Lions Clubs ledende organisator, Jens Grubbe.
- Vi gør rigtig meget for at kræmmerfolket skal føle sig vel tilpas og tilfredse. Fra tidligere markedsdage ved vi også, at tilfredsheden og glæden blandt kræmmerfolket er stor, for der plejer virkelig at blive solgt en masse! Vejret plejer også at være fint, så alt i alt kan både kræmmere og et købedygtigt publikum se frem til en spændende og herlig oplevelse, siger Jens Grubbe.
- Nu gælder det blot om at tilmelde sig som kræmmer, hvis man endnu ikke har nået det. De fleste stande og stader er dog allerede tilmeldte og klare til start. Og som publikummer opfordres man til at slå kryds i kalenderen ved søndag den 25. august; besøg det stort anlagte antik- og kræmmermarked i Køge bymidte. Ingen biltrafik og masser af alskens ting og sager at se på og købe, slutter en forventningsfuld Jens Grubbe fra Lions Club i Køge.
Der er stadig plads for enkelte antik- og kræmmerfolk til de få resterende stande og stader i Køge bys centrale bilfri gader. Men det er nu det gælder, hvis man vil være med. Kontakt Jens Grubbe, Lions Club Køge på tlf. 4025 9972 eller e-mail jens.grubbe@gmail.com.