Fortsæt til indhold

Billig bus til København

Busselskabet Rødbillet.dk lokker med billige billetter på ny busrute mellem Sønderborg og København. En enkeltbillet sælges for 190 kroner, og de første 1.000 billetter sælges for 99 kroner

Arkiv
Mikkel Hansen

Konkurrencen om at transportere folk mellem Sønderborg og København får nu endnu en front.
En ny busrute mellem Sønderborg og hovedstaden tilbyder billetter til 190 kroner, og kun 99 kroner i opstartsfasen.
Det er firmaet Rødbillet.dk, der fredag den 16. august åbner en ny rute fra Sønderborg via Haderslev og Kolding til København.
Konceptet er ifølge Rødbillet.dk, at man ikke bare vil sælge transport men kvalitetsspildtid, Det skal ske ved at rejseoplevelsen optimeres via gratis kaffe, juice, filmoplevelser og trådløst internet sætter fokus på hyggen og rejseoplevelsen.
”Vi har nu drevet Rødbillet.dk i otte måneder. I den periode har vi fået endog særdeles mange henvendelser fra Syd- og Sønderjylland om ruter herfra til København. Vi har brugt de sidste 3 måneder på at prøvekøre ruten og lave analyser forskellige analyser, så nu er vi klar til at udvide vores rutenetværk med området”, udtaler adm. direktør for Rødbillet.dk, Thomas Hintze og fortsætter:
”Vores ambition er at tilbyde vores rejseoplevelse til hele Danmark – og Syd- og Sønderjylland er en spændende og aktiv region at udvide med.”
I forbindelse med opstarten af den nye rute fortsætter Rødbillet.dk sit strategiske samarbejde med Herning Bilen A/S, hvor Rødbillet.dk udvikler og sælger rejserne, mens Herning Bilen A/S er teknisk leverandør af den fysiske transport.
Alle Herning Bilens busser er derfor blevet opgraderede med stikkontakter, internet og øvrige servicefaciliteter for at kunne levere Rødbillet.dk's koncept. Der er ligeledes bestilt nye busser. I busserne kan passagerne fordrive tiden med gratis kaffe/te, juice, internet samt muligheden for at se mere end 20 film og serier på det online underholdnings- og streaming center. Derudover er der ofte småkager, frugt og tilsvarende.
Den første tur fredag den 16. august fejres med stor festivitas. Århus Pigegarden sørger for musik til indcheckning og afrejse, mens der i bussen vil være let morgenmad til alle passagererne.
I første omgang bliver der en daglig afgang fra/til Sønderborg, Haderslev og Kolding torsdag, fredag, søndag og mandag. Dette vil blive udbygget i takt med efterspørgslen med op til fire daglige afgange. Det er endvidere planen at udvide aktiviteterne med flere stoppesteder i regionerne.
Busserne kører fra busstationen i Sønderborg og gør holdt på busstationerne i Haderslev og Kolding, inden busserne ankommer til Ingerslevsgade i København.
En enkeltbillet til København koster 190 kroner for en voksen og 145 kroner for studerender og pensionister.
Én voksen kan desuden gratis få to børn under 12 år med på turen, Turen til København tager cirka fire timer.
Der sættes 1.000 billetter til salg til kr. 99,00 på udvalgte afgange. Køreplanerne kan ses på www.rødbillet.dk.