Roskilde klarer ambulancerne bedst
Regionen skal ikke hjemtage opgaven med at drive ambulancer, da det på sigt vil medføre, at ambulancerne flyttes til Køge i forbindelse med det nye sygehus, mener Venstremand og regionrådsmedlem Bent Jørgensen.
Udbud vil sikre, at Roskilde Brandvæsen får mulighed for at forlænge kontrakten, så ambulancerne bliver i Roskilde. Her har de dygtige medarbejdere bevist, at de kan klare opgaven rigtig flot og til konkurrencedygtig pris. Kort responstid, kvalitet i opgaven og til lav pris. Det kan regionen ikke klare bedre. Vi har et godt beredskab i Roskilde kommune, som vi skal værne om og med en nødbehandlerbil i Jyllinge til supplement, er kommunen godt dækket ind. Desuden er der stor nytte af, at vi både har ambulancer og brandvæsen samlet et sted.