Kom med i de blå bølger
Det gælder om at få sig tilmeldt, hvis man vil være med i Haderslev Svømmeklubs aktiviteter
Haderslev Svømmeklub har de seneste år haft en forrygende tilgang af medlemmer og nu er klubben klar til endnu en spændende svømmesæson med masser af kendte og nye tiltag og tilbud til kommunens borgere.
Klubben arbejder konstant på at sikre større og bedre sundhed, glæde og udvikling for klubbens mange medlemmer. Desuden forsøger klubben så godt som overhovedet muligt at støtte op om Haderslev Kommunes arbejde med at få endnu sundere borgere.
For fortsat at leve op til denne intention og for at gøre plads til de mange medlemmer på klubbens 69 forskellige aktiviteter til den kommende sæson har klubbens frivillige siden april måned arbejdet med planlægning af den kommende sæson, som atter kommer til at byde på nye aktivitetstilbud.
Svømning og fitness
Som en af de eneste svømmeklubber i Danmark tilbyder Haderslev Svømmeklub fra den kommende sæson bl.a. medlemmer at kombinere en svømmetur med træning i HSKs fitnessafdeling.
Der tilbydes desuden som noget nyt svømmetræning for gravide samt svømning for familier med yngre børn (under 6 år).
Klubben fortsætter med succesen omkring fitness til byens billigste medlemspris – nu også for Ældresagen og der bliver igen etableret fitness tilbud til forældrene til børn, der skal lære at svømme i skolens svømmeskole. Så kan forældre få trænet mens deres børn lærer at svømme. Dermed kan man med god samvittighed sammen tage hjem fra svømmehallen og være sammen i familien uden at skulle tænke på dagens motion.
Nu bliver der mulighed for morgensvømning alle ugens 5 dage mod tidligere 3 dage. Nu er der oprettet et morgensvømmehold til tirsdage og torsdage i Haderslevhallen.
Endelig tager svømmeklubben atter vandpolo på programmet efter en årrække uden denne aktivitet.
Aqua Puls er et nyt tiltag for dem, der gerne vil have en bedre kondition via træning i vand. Her bliver der budt på aqua jogging og meget mere. I øvrigt et hold, hvor man fint kan deltage, hvis man er knæskadet eller lignende.
Der er desuden blevet etableret endnu flere børnehold og alle børnehold vil i den kommende sæson blive introduceret med øvelser fra et helt nyt koncept (Aqua School), som Dansk Svømmeunion bl.a. i samarbejde med Haderslev Svømmeklub har udviklet.
Tilmelding foregår kun via nettet: www.haderslevsvommeklub.dk. Man skal oprette en profil for at tilmelde sig på hjemmesiden.