Nicolai Biograf rykker udenfor
Traditionen tro, inviterer Nicolai Biograf igen til udebio. I år finder arrangementerne sted fra 9. august til 28. september
Traditionen tro har Nicolai Biograf & Café atter en gang fornøjelsen af at invitere til udebio i biografens hyggelige gårdomgivelser.
Fra den 9. august til den 28. september vil der være flere forestillinger om ugen og takket være sponsorerne Liv i City, City Kolding og Kulturligt festivalen kan biografen tilbyde gratis film i hele august måned. Den 25., 26. og 30. august samt den 1. september afholder biografen nogle særlige drive-in aftener.
Her har biografen inviteret knallertklubber og lignende foreninger fra Trekantområdet med det formål at genskabe drive-in stemningen fra 1950érnes USA. Disse aftener vises der film der alle har en sammenhæng til enten motoriserede køretøjer eller det at være på farten.
Den 7. september opstartes sæsonen med studenterfilmklubben, hvor der vises filmen "The Room", der er sikker på at tiltrække en bred skare af folk til en uforglemmelig aften i selskab med ”verdens dårligste film”. Desuden vil der være oplæg omkring filmen af Elias Eliot, der er skuespiller og ansvarlig for at bringe filmen til Danmark. Alt dette er også ganske gratis, og alle er velkomne.