Aktivt efterår for de yngste i Køge Boldklub
Køge Boldklub har også i den nye sæson et attraktivt tilbud om fodbold og kammeratskab til de yngste børn.
FODBOLD: Sommerferien er forbi, og udover skolestart for en masse børn så betyder det også sæsonstart i landets fodboldklubber. Og i Køge Boldklub er man klar til at byde børn og unge velkomne til en ny sæson.
- I Køge Boldklubs børneafdeling tilbyder vi træning og oplevelser til alle børn født i 2008, 2007, 2006 og 2005. Hos os handler det om at få gode kammerater, få sjove fodboldoplevelser sammen, og opbygge et godt kammeratskab, lyder det fra klubben om tilbuddene til de yngste børn.
- Fodbold er mere end bare træning og kamp, når man spiller fodbold i Køge Boldklub. Det handler også om godt kammeratskab og om at være bevidst om at høre til i en klub, og samtidig er vi seriøse omkring træningen. Børnene lærer, at man godt både kan have det sjovt og samtidig blive bedre til noget, siger Frederik Ullerup, der er børnechef i Køge Boldklub.
Hver årgang får desuden tilknyttet en mentor fra HB Køges førstehold, som kommer og er med ved træningen nogle gange i løbet af efteråret, og børnene får også mulighed for at komme på stadion og se HB Køge spille.
Forældre har også mulighed for at spille en aktiv rolle omkring holdene, og det er der mange, der benytter sig af.
- Vi er meget priviligerede ved at have en stor gruppe aktive forældre omkring holdene. De står for alt fra træning til tilmelding til stævner. Det store antal skyldes blandt andet, at der er god plads til selv at sætte rammerne for det frivillige arbejde, siger Frederik Ullerup.
Alle børn har mulighed for at prøve at komme med til træning op til fire gange ganske gratis for at prøve at være med.
Til efteråret har Køge Boldklub i øvrigt også opstart på ny for Sportsklubben for årgangene 2002-2005, som man arrangerer i samarbejde med håndboldklubben Team HK Køge. Det bliver et bredt sportstilbud til børn, som igen i denne omgang får mulighed for at blive hentet direkte fra skole de pågældende fredage. Der er opstart den 6. september.