Fortsæt til indhold

Køge Bugt gymnaster på herlig sommercamp

Arkiv
Arkiv

GYMNASTIK: Solen skinnede, fuglene kvidrede og der var højt humør, da 102 morgenfriske børn og unge mødte op til Gymnastikforeningen Køge Bugt's Sommercamp 2013.
Sommercamp'en blev traditionen tro, afholdt på Gymnastikefterskolen Stevns og mange var taget afsted med ekstra store forventninger, fordi de som de første skulle tage Efterskolens spritnye springcenter i brug. Faktisk var der lagt sidste hånd på værket så sent som søndag aften og det store springcenter duftede da også af nye trægulve og nye redskaber.
Forude ventede 3 dage fyldt med gymnastik - både rytme og spring - sjov, grin, hygge, kammeratligt samvær og muligheden for at lære nye gymnaster eller ikke-gymnaster at kende. Som noget nyt var der nemlig i år åbnet op for at gymnasterne kunne invitere en god ven eller veninde med, som godt kunne tænke sig at prøve en anden sport, end det de ellers går til.
Det var der flere, der havde valgt at gøre og med stor succes, for alle gav den fuld gas i hallerne og kæmpede for at kunne ringe med hallens klokke, når et nyt spring var indøvet, lært og gennemført. Hver gang klokken lød fulgte klapsalver og tilkendegivende råb fra kammeraterne. Jo, der blev fejret succeser og dem var der mange af.
- To piger var kommet helt fra København uden at kende nogen. De plejer at spille fodbold, men havde fundet vejen til Stevns, fordi den enes mor havde tilmeldt dem til Sommercamp. Den ene af de havde indtil en uge før troet, at hun skulle på fodboldcamp, men det blev i sted gymnastik - og imponerende var det, at se de to piger knokle fra tidligt morgen til sidst på eftermiddagen i rytmehallen, lave ballettræning, smidighedstræning og øve hip-hop serie, så de til sidst havde "brandsår" på fødderne af at pukle, fortæller Karen Vaabengaard Nielsen fra GF Køge Bugt.
Med der var også tid til leg og hygge. Både mandag og tirsdag blev der stillet en airtrack - stor oppustet springmadras - op udenfor og mens der blev sprøjtet vand på madrassen, kunne gymnasterne tage en velfortjent kølende glidetur på maven, på ryggen, alene eller flere ved siden af hinanden til stor morskab for både deltagere og tilskuere. Der blev spillet volleyball og fodbold m.m. og tirsdag aften blev der holdt fest med musik, dans popcorn og grillede skumfiduser med Mariekiks.
Efter 3 fantastiske dage sluttede Sommercampen af onsdag eftermiddag med en fremvisning for forældrene, hvor gymnasterne havde sammensat et bredt udsnit af, hvad de havde lavet, lært og arbejdet for. Sidst på eftermiddagen tog alle, både gymnaster, instruktører og trænere, hjem fra Gymnastikefterskolen Stevns godt trætte, men fyldt af gode oplevelser, sjove minder og nye kammeratskaber i bagagen.
pm

(Privatfoto).
(Privatfoto).
(Privatfoto).