Åbent hus i 50+ i Fredericia
Kompetencenetværket for ledige og jobsøgende over 50 år åbner dørene for alle interesserede
Det er ikke nødvendigt at være ledig for at gøre brug af det frivilligt etablerede netværk som 50+ i Fredericia har. Som jobsøgende med mange år på bagen, med særligt mange kompetencer og særlige relationer til arbejdsmarkedet, kan man gøre brug af netværket. Ligegyldigt om man er i arbejde eller ej. Udgangspunktet, om man er jobsøgende ledig eller jobsøgende i arbejde, har med andre ord samme fællesnævnere. Derfor er 50+ i Fredericia ikke kun et tilbud til ledige; men også til mennesker, der er almindeligt jobsøgende. Faktisk har 50+ i Fredericia en særlig ordning for jobsøgende helt ned til 40 år.
Udgangspunktet for arbejdet i 50+ er hjælp til selvhjælp og aktivt brug af virksomhedskontakt. En række grupper arbejder sammen i foreningens lokaler om jobsøgning, udvikler jobsøgning og iværksætteridéer. Foreningens medlemmer laver også opsøgende arbejde hos de lokale virksomheder og har et aktivt samarbejde med Jobcenteret i Fredericia.
Åbent-hus-arrangementet finder sted torsdag den 29. august fra kl. 10–14. Det sker i lokalerne i Gothersgade 12, over Fona. Foreningens bestyrelsesmedlemmer og andre frivillige vil stå klar til rundvisning i lokalerne, en kop kaffe og evt. oplysning om foreningens aktiviteter.
Medlemsarrangement
Umiddelbart efter åbent husarrangementet er der et medlemsarrangement målrettet det lokale erhvervsliv. Til dette arrangement inviteres særskilt de erhvervskontakter som 50+ allerede har; men også øvrige evt. kommende erhvervskontakter, tillidsfolk og kommunale samarbejdspartnere.
Emnet er: Hvad vil vi i samarbejde gøre for erhvervslivet, så der skabes arbejdspladser – også for 50+"erne?
Et panel bestående af Jacob Bjerregaard, medlem af folketinget for Fredericia - Kredsen og Inger Nielsen, formand for Arbejdsmarkeds- og Integrationsudvalget i Fredericia Kommune har givet tilsagn om deltagelse. Dette møde foregår umiddelbart efter åbenthus-dagen i tidsrummet fra kl. 14.00 – 15.30.