Den sover vi lige på

Kniiiirkkkk.
Stammer den knirkende lyd fra en dør, der langsomt åbner i en gammeldags horrorfilm? Eller er det et par nye lædersko, der går hen over gulvtæppet?
Næ, det er nu bare min øjne, der knirkende kæmper sig op fra den lukkede drømmeverden og ind i virkeligheden.
Det er lyst inde i soverværelset, men klokken er nu kun 5. Kære øjne, hvorfor nu det?
Hvad skal det til for? For Fanø da også, hvorfor skal de øjne nu åbne?
Nå, vågen er jeg i hvert fald nu, og selvom jeg både kan og vil sove længere, er der ingen vej uden om.
Jeg er vågen, om jeg vil det eller ej.
Hvorfor har Gud eller fanden eller hvem det nu er, opfundet søvnen? Det giver jo i bund og grund ingen mening, at man skal bruge en tredjedel af sit liv på at sove. Fidussen er som sådan svær at se, for i søvnen er man jo mest sårbar, hvis der opstår brand eller jordskælv, og i søvnen kan man jo heller ikke jage eller forsvare sige selv, hvis man bliver jaget.
Så det giver egentligt ingen mening, at alle vi dyr - om vi så er en vandrende pind, en nuttet pandabjørn eller amerikansk præsident - skal sove.
Vi er udsatte, når vi sover.
Nå, så udsat er jeg vist hellere ikke her i sengen. Lis trækker vejret fredeligt ved siden af, og udenfor anes lyden af en scooter. Mon det er naboens avis, der er ved at blive leveret?
Fredeligt eller ej har jeg dog mest lyst til at sove, for der er noget lækkert ved at sove. Nok er søvnen en ulogisk opfindelse, men så alligevel ikke, for vi har alle brug for at komme til kræfterne igen. Og jeg elsker at sove. Problemet er bare denne lyse morgen, at jeg ikke kan falde hen i søvnens rolige rytme. I stedet vender og drejer jeg mig. Borer hovedet ned i puden. Opgiver. Vender mig om på ryggen. Det dur heller ikke, så om på siden og så om på den anden side.
Det dur bare ikke.
Jeg burde stå op og være praktisk og rydde op nede i værkstedet eller sådan noget. Eller være mere poetisk og stå op og nyde solens opgang mod dagens dont, alt mens duften af kaffe rammer næseborene.
Men på sådan en morgen er det svært at være fornuftig, for øjnene trænger til bare at være lukket, så jeg bliver liggende, og lader verden forblive verden udenfor, alt mens jeg kæmper min kamp inde bag mine øjenlåg.
Jo, man prøver jo at falde i søvn, men jeg taber den kamp og ligger længe og vender mig og vender mig og vender mig, inden det latterlige sker.
Vækkeuret ringer.
Det kan godt være, at søvn er en underlig opfindelse, men søvn er nu omvendt også genialt (med mindre man har mareridt selvfølgelig). Men et vækkeur!! Det er ligegodt den værste opfindelse nogensinde. Mere ond end hjul og stejle og vandtortur. Hvem har bestemt, at vi skal være slaver af bestemte tider. Og så endda om morgen.
Kniiiiiirrrrrk, jeg lukker øjnene i og sukker dybt, men selv det største suk hjælper ikke. Dagen er i gang. Vækkeuret har talt sit yderst højlydte og præcise sprog.
Kniiiirrrrrrrk.
Det er ikke længere øjnene, der knirker. Det er mine lemmer, der prøver at kravle ud af sengen. Det lykkedes. Underligt nok.