Fortsæt til indhold

Politik i blodpropper

Arkiv
Af redaktør Torben Kristensen

KALKUNJAGT PÅ SIDDENDE MINISTRE, der får skylden for alt mellem himmel og jord, er en lige så udbredt som gennemskuelig disciplin, der er opdyrket til nedslående perfektion af både den tidligere og nuværende opposition.
Måske tror de, at vælgerne er snotdumme eller ikke kan huske fra næse til mund. Eksempelvis når de skyder på politiske modstandere og angriber dem for noget, som de også har medansvar for, eller fuldstændig glemmer, hvad de selv har lovet.
Et opsigtsvækkende tilfælde ses i den aktuelle sag, hvor Region Sjælland ikke må få lov til at sende sine patienter med akut blodprop i hjertet til Roskilde Sygehus, der kan behandle den slags tilfælde. Sundhedsstyrelsen kræver nemlig, at de skal køre helt ind til Rigshospitalet, selv om de fleste kommer alt for sent, så det kan blive livsfarligt.
Her er også en flot fuldtræffer indenfor disciplinen 'politiske vådeskud'.

FOR IKKE AT BLIVE BRUGT SOM EN BRIK
mere mod sit parti og sin sundhedsminister Astrid Krag, der er valgt i Roskilde, har SF's kommende leder i regionsrådet, Tina Boel, der også er i byrådet, fremlagt et meget interessant tilfælde.
Nemlig at de repræsentanter for Venstre og Dansk Folkeparti, der i Roskilde fører kampagne mod Astrid Krag, fordi hun ikke ændrer Sundhedsstyrelsens beslutning, i virkeligheden angriber deres egne partier i Folketinget. VKO-flertallet besluttede faktisk før sidste valg, at alle afgørelser, om hvor forskellige sygdomme må behandles, ikke længere skal træffes på politisk niveau. Hverken i regering, folketing eller i regionsråd, der har ansvaret for sygehusene.
Dengang flyttede VKO kompetencen til Sundhedsstyrelsen, så det nu alene er eksperter og hvide kitler, som skal tage disse beslutninger. Dermed kan en V-kampagne mod ministeren pga. hendes manglende indgriben jo umiddelbart virke lidt hyklerisk.

VENSTRE-FOLKENE HAR DOG GRUNDLÆGGENDE RET
i at insistere på en politisk beslutning. Men det er på en helt anden og overordnet måde.
Lige som krig og militær er alt for vigtig til, at det alene kan overlades til generaler, så er folkesundheden og sygehusene i Danmark alt for betydningsfulde til, at de skal styres af en gruppe eksperter, der aldrig skal stå demokratisk til ansvar for deres beslutninger.
Derfor har vi ind til nu haft en overordnet folkevalgt styring af sundhedssystemet, først i de nu nedlagte amter og siden i regionerne, under tilsyn af ministeriet. Modellen har været, at de lægefaglige eksperter kom med en indstilling, men de afgørende beslutninger blev i sidste omgang truffet af folkevalgte politikere, så almindelige mennesker ad den vej også kan få indflydelse på systemet.

EKSPERT-VÆLDE ER BEDRE
, mener nogle, og det er jo en ærlig sag. Men så skal det vedtages direkte og åbenlyst, så befolkningen ved, hvad der foregår, frem for at nogle prøver at smugle et elite-system ind ad bagdøren.
Eksemplet med at Region Sjælland ikke selv må placere behandlingen af akutte blodpropper på et af sine hospitaler i Roskilde, er et skridt i den forkerte retning, som der heller ikke er lægefaglig baggrund for.
Et blik på listen over eksperter, der har været med til at træffe denne afgørelse, viser også, at flere af dem har en direkte interesse i, at sjællænderne stadig tvinges til at køre ekstra 45 minutter til et hospital i Hovedstadsområdet med den øgede dødsrisiko, som det skaber.
Forhåbentlig resulterer sundhedsdirektørens møde mandag med Sjællands Regionsråd i den eneste fornuftige beslutning, nemlig at patienterne kan behandles i Roskilde.
Både sundhedsmæssigt og demokratisk set er det også i dette tilfælde meget vigtigt, at der fortsat er:
POLITIK I BLODPROPPER