Pølser og rejsekort ved sæsonstart
Sæsonstarten i Skibby Aktivitetscenter bød på hyggeligt samvær, nye medlemmer, pølser og orientering fra DSB om Rejsekortet
Skibby I strålende sol og høje varmegrader bød Brugerrådets nye formand Inge Rasmussen velkommen til sæsonstart i Aktivitescentrets renoverede lokaler på Nyvej mandag 5. august. Den nysammensatte bestyrelse blev præsenteret og der blev fortalt lidt om tidspunkter for start af aktiviteterne, kommende arrangementer og om nye tiltag. Som noget nyt udstedes medlemskort ved betaling af kontingentet, og betalte man det, var en pølse med brød og 1 øl/vand gratis. Et godt fremmøde med 97 deltagere, hvoraf 13 blev nye medlemmer. Snart gik turen ud til pølsevognen, hvor der trods et kort strømsvigt og dermed lidt ventetid på de varme pølser var højt humør både ude og inde, hvor kaffen blev indtaget, mens snakken gik livligt indtil to unge damer fra DSB kom og orienterede om rejsekortet. Der er udstedt rigtig mange rejsekort i år. For pensionister med ”mimrekort” anbefales det fortsat at bruge det, indtil det udfases, hvilket udmeldes seks måneder før udløb. Dog bør klippekort udskiftes med rejsekort som en billigere løsning. Et rejsekort er gyldigt i fem år og kan bruges til al kørsel på Sjælland og Nordjylland. Der er visse indskrænkninger foreløbig i resten af landet. Fra 2017 er rejsekortet landsdækkende. Sidste brugsdag for klippekort er 1. juni 2015. Der er 20 procent rabat for pensionister på rejser udenfor Hovedstads området, og det er billigere at rejse udenfor myldretiden. Der er tre slags kort, og det anbefaledes at købe personligt kort. Der er fire måder at få penge på sit rejsekort. 1. Tank-op aftale. 2. Tank op på nettet. 3. Rejsekort automaten. 4. Et salgssted f.eks Seven Eleven på stationerne samt nogle SuperBest butikker. Princippet ved rejsekort er, at man stempler ind ved alle skift og ved afslutning på en rejse. Der blev på filmlærred fremvist billeder af rejsekortautomat, rejsekort m.m., og forklaret om zoner og betaling for kørsel. Der blev stillet mange spørgsmål, som alle blev besvaret, og yderligere spørgsmål kan besvares på DSB servicecenter på Østerport station. Alt i alt var det en hyggelig eftermiddag og en god start på en forhåbentlig igen god sæson.