Fortsæt til indhold

Bandet der ikke kan røre jorden - The Floor is made of Lava

Arkiv
Af Ina Bjerregaard

Klokken er 04.51 torsdag den 8. august 2013. I radioen på DR program 3 synger en rå og lidt hæs stemme "waiting for my place in the sun.
Stemmen tilhører fyren på forsiden af denne avis, Tobias Kippenberger fra bandet "The Floor is Made of Lava". Bandnavnet vender vi tilbage til. Bandet har haft deres danske gennembrud, er nu veletablerede på den danske musik-scene og har snuset til udlandet, blandt andet som opvarming for Oasis og AC/DC. De har desuden turneret med DAD.
"Vi er faktisk så langt, at vi er et bagkatalog-band", siger Tobias med et afdæmpet smil, mens guitarist Lars Rock nikker samtykkende, da Weekend møder dem lige før en koncert i Aarhus. De hentyder til, at de med tre albums bag sig, kan spille uafbrudt i halvanden time, og så kommer folk stadig op til dem og spørger, hvorfor de ikke lige spillede det eller det nummer.
The Floor is Made of Lava består udover forsanger Tobias af førnævnte guitarist Lars Rock, Asbjørn "Ace" Nørgaard på trommer og Simon Visti på bas. De er alle 29 år og kommer fra Esbjerg, bortset fra Simon Visti, der er fra Haderslev.

God til lejrbålsguitar

Det hele begyndte med, at Tobias mødte Simon. Tobias kendte også Asbjørn fra gymnasiet i Esbjerg, og netop Asbjørn hev fat i Tobias og spurgte, om han ikke havde gang i noget musik, han kunne være med i. Og så blev bandet dannet i 2006. Efter den første plade skulle de ud og spille. Og så fik de Lars Rock med på guitar.
"Jeg kunne godt spille lidt lejrbålsguitar, og det er fint nok til en plade, hvor man kan slette og indspille igen, men det duer ikke live, og så fik vi Lars med, fortæller Tobias.
Derfor har Lars været med til alle koncerter, men medvirker ikke på den første plade.
"Og derfor er han lillebror hos os, selv om han egentlig er den ældste," smiler Tobias.
De to fyre smådriller ofte hinanden, som da Tobias skal fortælle om, hvordan de fandt på navnet, "The Floor is Made of Lava".

Tobias Kippenberger på Blå Scene på Northside 2013. Foto: Ina Bjerregaard

Kringlet navn som folk husker

"Navnet kom af, at vi var enige om, at det godt måtte være kringlet. På det tidspunkt var der en trend med lange navne. Og det ville vi også have. Det skulle også være med "The" foran, lige som "The Beatles". Men vi ville så være på tværs, og derfor måtte det ikke slutte på "s".
Så var der en med en T-Shirt, hvor der var en tændstikmand på, som stod på et kontorbord, og så stod der - the floor is made of lava. Så tænkte vi: det skal det være," siger Tobias. Hvorefter Lars indskyder:
"Jeg er SÅ glad for, jeg ikke var med i den proces," siger han og griner.
Navnet The floor is made of Lava betyder på engelsk det samme som legen, der på dansk hedder "Ikke røre Jorden".
Lava-drengene har været nomineret til priser, fået guld for deres andet album og en Zulu-Award. Men hvad de vil med deres musik?
"Det er sgu et stort spørgsmål. Hvis jeg kigger indad, så er det vel, at jeg gerne vil gøre en forskel," siger Tobias. "Vi bilder os ind at vi er åh, så fantastiske, har et unikt syn på tingene og kan lære folk noget, men basalt set handler det jo om at tage udgangspunkt i sit eget liv, sætte det i perspektiv og så håbe, det kan være med til at flytte noget, hos dem der lytter til musikken, siger Tobias.
"Det er så stort, når folk relaterer, eller siger, vi har hjulpet dem eller været med til at lave en fest. Det er en tillidserklæring, når folk gider lytte til vores musik," siger Lars.
De har efterhånden spillet rigtig mange koncerter, men husker alle meget tydeligt en i hjembyen Esbjerg, som de selv følte ”gik helt okay”. Eller måske var en smule højrøvede omkring, som de selv siger.
"Men bagefter kom min far hen og sagde, det var godt nok en lortekoncert. Så kom vi ned på jorden," fortæller Lars. Men skynder sig at tilføje, at hans far er deres største fan, samt at faren synes, de er vanvittigt gode.

The Floor is Made of Lava live på Northside. Foto: Ina Bjerregaard

Vilde drømme og realisme

De har da også haft vilde drømme om at give koncert på Wembley Stadion og om verdenstour, men når man bliver ældre og klogere, så drosler man nok forventningerne lidt ned, mener bandet. Ambitionere fejler ikke noget, men verdensherredømme, er ikke noget, de forventer. De synes, det er fedt, der kommer flere og flere mennesker til koncerterne, og de får bedre tider på festivalerne, så kurven går den rigtige vej.
De har dog også et liv ved siden af musikken, og det anser de for at være vigtigt for at holde begge ben på jorden. Og bevare inspirationen. Eksempelvis er Lars uddannet folkeskolelærer og underviser, Tobias er uddannet musikmanager.
"Det er vildt bekræftende at arbejde med børn, men jeg har også samtidigt altid drømt om musik.
Nu kan begge drømme leves ud," siger Lars.
Lava-drengene er aktuelle i Tivoli den 20. sep. Derefter tager de en pause fra musikken og lader op til et nyt album, nok i 2014.
"Vi regner med at stikke hovederne sammen igen i januar. Så vi ikke har en deadline at jagte, og det bliver godt, for vi har ikke lavet andet de seneste syv år," slutter Tobias, som desuden rykker til Lissabon for en periode.

Asbjørn "Ace" Nørgaard på trommer med hvad der ligner en hyldest til bandet "Kiss". Foto: Ina Bjerregaard
Lava løs i København. Foto venligst udlånt fra thelava.dk.