Fortsæt til indhold

Kæmpevindmøller = Sundhedsrisici og store ejendomsværditab

Arkiv
Læserbrev af Henrik Rask, Staghøjvej 2, 7190 Billund

Kære Søren Peschardt
Netop hjemvendt fra ferie erfarer jeg, at du i efterhånden vanlig stil skuer rundt på os åbenbart ganske tumpede og vattede vælgere (jf. bl.a. dine udtalelser om ”naturelskere i sandaler og anorak, uden bagdel i bukserne” i Lokalavisen den 30. juli).
Du har været med til at vedtage en klimastrategi med en målsætning om, at mindst 50 procent af elforbruget i 2020 skal komme fra økonomisk bæredygtig vindproduktion. Klimastrategien er blandt andet udmøntet i en vindmølleplan (kommuneplantillæg nr. 29).
Målet om en vindbaseret minimumsproduktion af el er i sig selv betænkeligt, da ingen kender de kort- og langsigtede sundhedsskadelige virkninger af et naboskab til kæmpevindmøller. Derfor har man netop truffet landspolitisk beslutning om at igangsætte en undersøgelse heraf – desværre i discountudgaven.
Økonomisk bæredygtig produktion kan man som skatteyder kun billige. Det er et velkendt forhold, at det er økonomisk lukrativt for privatpersoner og selskaber at være projektmager på skatteyderfinansierede kæmpevindmøller – næsten uanset om det blæser eller ej.
Problemet er et tilbagevendende fænomen; historien rummer mange eksempler på statsstøttede og statsregulerede energipolitiske tiltag, der som hovedregel ender i større samfundsøkonomiske katastrofer. Naturgas (mange steder, i Billund f.eks. i 90'erne, påtvunget via lokalplanlægning), barmarksværker (med aftagepligt til skyhøje priser), solceller og vindmøller i forskellige afskygninger er blandt de bedste kendte eksempler.
Ud fra de almindeligt kendte økonomiske principper om at undgå suboptimering må også følge, at målet om økonomisk bæredygtighed ikke kan indfries på individuel kommunal basis. Det kræver planlægning i et langt større perspektiv for at opnå den økonomiske og geografiske mest optimale løsning.
Alligevel har du sammen med dine byrådskolleger i november 2011 stemt for en vindmølleplan, der fastlægger, at kæmpevindmøllerne partout skal opstilles inden for kommunegrænserne. Her bør erindres om, at kommunerne ikke er juridisk forpligtede til at udpege vindmølleområder inden for egne grænser.
Samtidig undlader I undervejs i behandlingen helt bevidst at lade foretage en kvalificeret undersøgelse af opstillingsmulighederne langs motorveje og andre stærkt befærdede og støjende hovedfærdselsårer – herunder de konkrete muligheder for opstilling i tværkommunal synergi, eksempelvis sammen med naboen Ikast-Brande. Disse muligheder henstår i vindmølleplanen blot som fremtidsmusik.
Din påstand om, at der ikke er andre egnede opstillingsmuligheder grundet afstandskrav til naboer bygger således ikke på grundige undersøgelser. Fakta er, at man ved ekspropriation af ret få og i forvejen meget støjplagede beboelsesejendomme langs motorvejene – alene i Vejle Kommune - kunne dække hele kommunens energibehov via vindmøller og solcelleanlæg. Dette ville i øvrigt også være at udvise fornuftige nabo- og naturhensyn.
Men Vejle Kommunes nuværende vindmølleplan skal tilsyneladende gennemføres som planlagt - koste hvad det vil – af såvel skatteyderkroner som i borgernes privatøkonomi og i form af ukendte sundhedsrisici!
I relation til det udlagte vindmølleområde syd for Vandel by gælder, at det dels ligger i et af landets mest vindfattige områder, dels vil betyde store ejendomsværditab og sundhedsrisici for borgere i en radius af flere kilometer fra opstillingsområdet. Dertil kommer så de mange negative naturmæssige konsekvenser, der ville føre for vidt at beskrive her.
Kære Søren – lad os venligst høre dine konkrete, uddybende svar på følgende:
1) Hvad mener du om udsigten til samlede private ejendomsværditab på rigtig mange millioner for borgere i Vandel, Randbøl og omegn?
2) Hvilke overvejelser har du gjort dig omkring det forhold, at der ikke findes fuldt videnskabeligt funderet viden om kæmpevindmøllers sundhedsrisici?
3) Hvilke tanker gør du dig om samfundsøkonomien, når du argumenterer for opstilling i et af Danmarks mest vindfattige områder, blot fordi ejeren af området selvfølgelig gerne vil have mange års lukrative indtægter herfra, og man politisk i Vejle synes, at det er en nem løsning?
4) Hvordan kan du indtage holdninger og have vilje til at træffe beslutninger, der kan få årtiers vidtrækkende konsekvenser for mennesker og natur, uden at have et fuldt oplyst grundlag om egnetheden og egnede alternativer?
Og blot for god ordens skyld: du behøver ikke at gentage dine traditionelle små orienteringer om kommunal organisation og planprocesser, a la dit seneste ret nedladende svar til Steffen Jørgensen. Jeg er ganske udmærket bekendt med disse forhold.
På forhånd tak.