Fortsæt til indhold

Tapperiet sætter turboen på i efteråret

Køge Kommunes ungdomskulturhus præsenterer nu et efterårsprogram, som vil få brugerne til at glemme alt om regn, rusk og kortere dage.

Arkiv
Arkiv

KØGE: Tapperiet i Køge sætter turbo på og fylder kulturkalenderen med variation og kvalitet i stride strømme. Køgenserne har store oplevelser i vente, lyder det fra kunstnerisk leder Jakob Baggesen.
- Vi har med løs hånd blandet gamle og nye hits. På koncertfronten kan jeg nævne MTV Headbangers Ball tour med tre metal-koncerter på en aften, vi har også Rasmus Walther, Flødeklinikken, Ponyblod med Tue Track, Von Dü og meget mere. Initiativer som minibiografen Kultkino, Kulturkøkken, Jazzbrunch og elektroklubben Electro Lazyland kører igen videre for fuld skrue. Samtidig har vi sat en masse nye skibe i søen og genoplivet et par gamle kendinge, siger Jakob Baggesen.
Blandt andet bliver der gensyn med Tapperiets Jamsession og med den store, hæderkronede bordfodboldturnering. Der er dog også dyb alvor på menuen – dog serveret med brede smil:
- Der er jo kommunalvalg til november, og det markerer vi med et stort vælgermøde, hvor man kan møde kandidaterne og høre dem debattere. På selve valgdagen serverer vi gratis valgflæsk og slush-ice i de respektive partifarver – og vi viser valg-tv på storskærm. Vi engagerer os dybt i dette valg, da det jo netop er kommunalpolitikken, der har den mest direkte betydning for de unges hverdag, siger Jakob Baggesen.

Mere teater på hylderne

Som noget ganske enestående kan ungdomskulturhuset 17.-19. oktober præsentere Teater-battle 2013, hvor 30 ungdomsteatergrupper fra hele landet over tre dage kæmper om, hvem der bedst til at skrue et ti minutter langt teaterstykke sammen.
- Det er et kæmpe stort samarbejde med Teater Mungo Park og Kulturmetropol Øresund. Det bliver for vildt. I det hele taget har vi sat lidt mere spot på teater-delen. Vi får i begyndelsen af september besøg af en teatertrup fra Bolivia, som kommer og laver forestilling og workshop, og vi har også flere andre workshops i løbet af sæsonen, fortæller Jakob Baggesen.
Den kunstneriske leder kan ikke frasige en vis stolthed, når han ser ned over programmet:
- Jeg synes faktisk, at det er et flot program. Et varieret kulturhus-program, som især retter sig mod ungdommen, men hvor der bestemt også er plads til andre aldersgrupper. Musikken fylder stadig, men vi har fået mere indhold på de andre fronter. Det er lige præcis, hvad vi har stilet efter, så jeg er en glad mand, der ser frem til at komme i sving med arrangementerne.
Læs mere på www.tapperiet.nu.
pm