Fortsæt til indhold

Braithwaite er tabt for EfB

Så er guldfuglen officielt fløjet.

Arkiv
Rune Weitling

Som mange medier allerede i går eftermiddags kunne fortælle, så er Martin Braithwaite solgt til udlandet. EfB vil ikke ud med, hvilken klub der er tale om, men det er, ifølge Lokalavisen Esbjergs oplysninger, den franske midterklub Toulouse.
Det er dermed en af klubbens største profiler og ikke mindst en lokal knægt, som nu vinker farvel til sine rødder og goddag til det store udland. Braithwaite, der var en stor del af sidste års EfB succes, kan tiltræde i sin nye klub, når han forventeligt i løbet af de næste dage får forhandlet sine personlige forhold på plads og har gennemgået et lægetjek. Ifølge Lokalavisens oplysninger er angriberen dog allerede nu på vej til Frankrig for at få de sidste brikker på plads.
I en pressemddelelse skriver EfB her til formiddag:
"Martin Braithwaite er et klassisk eksempel på det udviklingsarbejde, der foregår i EfB, og som har bidraget til, at hovedparten af spillerne i startopstillingen på superligaholdet i seneste sæson var fra klubbens egen ungdomsafdeling. Han kom til EfB fra samarbejdsklubben Sædding-Guldager IF og har især i de seneste sæsoner haft en eksplosiv udvikling, der kulminerede med debut på A-landsholdet mod Georgien 5. juni 2013 på hans 22-års-fødselsdag. I aftes spillede han sin anden landskamp mod Polen."

Tro mod strategien

"Vi er meget bevidste om, at Martin er en vigtig spiller på et talentfuldt EfB-hold, og at han har udviklet sig til en profil og landsholdsspiller. Men skal vi være tro mod vores strategi om at udvikle egne talenter og give dem mulighed for at afprøve deres evner på et højere niveau, kan vi ikke stå i vejen for hans ønske om at komme til en udenlandsk klub i en større liga. Den opnåede pris afspejler hans værdi for EfB, og salget styrker os i bestræbelserne på at skabe de økonomiske rammer for, at vi også i fremtiden kan udvikle spillere på Martins niveau," siger EfB's adm. direktør, Søren Poulsen.
Martin Braithwaite havde kontraktudløb i EfB ved udgangen af 2014 og har løbende udtrykt ønske om at fortsætte karrieren i en større klub, når tiden var passende. EfB intensiverer nu bestræbelserne på at tilføre truppen offensive forstærkninger i dette transfervindue.
EfB Elite A/S vil på baggrund af det forventede salg af Martin Braithwaite opjustere forventningerne til det økonomiske resultat for 2013 til et overskud på 10-12 mio. kr. før skat.