Man kan også vælge at glæde sig...
Salget af Martin Braithwaite gør unægtelig ondt hos EfB tilhængerne, men der er intet, der er så skidt, at det ikke er godt for noget
Kommentar Det har uden tvivl smertet i mange EfB hjerter, da rygterne onsdag begyndte at løbe. DR kunne berette, at Martin Braithwaite efter alt at dømme fortsatte sin karriere i udlandet, og det blev så torsdag bekræftet af klubben. Av for en mavepuster. Guldfuglen var fløjet til Frankrig, hvor Toulouse FC havde lokket med en fire år lang kontrakt.
Og lad det være sagt med det samme: Man bliver ikke tilbudt jobbet som spion i efterretningstjenesten, hvis man påstår, at Martin Braithwaite er lige til at erstatte. Det er han på ingen måde. Ingen i truppen besidder samme opportunistiske spillestil, ingen har på samme måde evnen til at søge ned i banen og lave ting på egen hånd som 'spilleren med mikrofon-håret' og ingen har den samme sikkerhed på bolden, når den spilles direkte i fødderne.
Så jo, det er gigantisk sportsligt tab for EfB. Ikke mindst i offensiven. Men så er det heller ikke værre. Det hedder jo netop et hold, fordi det består af flere spillere. Ingen er uerstattelig, og der er faktisk flere grunde til, at man ikke behøver fare ud i skuret og lave woodoo-dukker af Søren Poulsen og brænde EfB trøjen.
Man kan jo vælge at glæde sig over, at man i Niels Frederiksen har ligaens måske bedste træner til at finde nye, unge talenter. Og ikke mindst udvikle dem til professionelle fodboldspillere.
Man kan glæde sig over, at EfB ikke længere er tvunget til at sælge ud af arvesølvet i dette transfervindue. Heller ikke hvis prisen er fornuftig. Salget af Braithwaite skæpper rigtig godt på kistebunden.
Man kan også glæde sig over, at salget viser unge spillere som Jonas Knudsen, Ankersen brødrene, Kian Hansen og alle de andre, at man rent faktisk godt kan tage det helt store spring fra Esbjerg til udlandet.
Man kan måske også glæde sig over, at Braithwaites afgang kan være startskuddet til, at Mikkel Agger får sin chance på førsteholdet, og begynder at lave de mål, vi alle ved, han har i støvlerne? Eller at det måske er nu, Jesper Rasmussen viser, at de to mål mod Brøndby ikke blot var en 'heldig aften i hovedstaden'? Eller måske træder Mick van Buren endnu mere i karakter og laver 15-20 sæsonmål? Eller måske henter Niels Erik Søndergård et ukendt navn, som overrasker alt og alle, så vi om nogle måneder sidder på Blue Water Arena og har svært ved at huske ham med nummer 32?
Og slutteligt kan man i hvert fald glæde sig over, at EfB for en gang skyld har formået at få gode penge for en spiller. Rigtig gode penge endda. Rygterne siger 15 millioner, og det er altså en fornem pris for en spiller, der kun har halvandet år tilbage af sin kontrakt i EfB.
En klub, der nu engang er og bliver en udviklingsklub.