Ved du hvad 6-9-13 betyder?
7-9-13 og bank under bordet. Det ved alle, hvad betyder. Men der er også noget, der hedder 6-9-13. Faktisk er det Matthæusevangeliet kapitel 6 vers 9-13. Der står verdens mest kendte bøn: Fadervor.
Menighedsrådet i Gauerslund Sogn ønsker at skabe en refleksion over, hvorfor og hvordan man tror i sin hverdag med udgangspunkt i Fadervor. Det gør man med en Folkekirkelig Sognefestival, hvor menighedsrådet håber at samle borgere og kirkelige og folkelige foreninger i Gauerslund på tværs af alder og kirkelige tilhørsforhold.
Festivalen byder på blandt andet pilgrimsvandring, bålmad, foredrag om det okkulte, kunstudstillinger og koncert. Festivalen varer fra 1. - 8. september og kulminerer den 6. september 2013 (6-9-13) med koncert med Sigurd Barrett i Børkop Højskoles hal klokken 19, hvor Sigurd og Snapper fortæller bibelhistorie.
Hele programmet kan ses på 6913.dk.