Fortsæt til indhold

“Et kors vi bærer med fornøjelse”

Der er brug for hjælp til at vedligeholde møllen i Jægerspris. Eller risikerer den at gå til, lyder det fra de frivillige møllepassere

Arkiv
Af David Foli

Jægerspris Møllen i Jægerspris står stille. Det har den gjort i et stykke tid, for der er ikke folk nok til at betjene den. Og hvis der ikke fra Frederikssund Kommunes side udvises mere vilje til at bevare møllen, så vil de sidste frivillige kræfter, som i mange år har passet møllen, falde fra. “Det er et kors vi bærer med fornøjelse. Men hvis der ikke er opbakning fra ejerne - kommunen - så gider folk ikke længere. Det er vanskeligt at holde på de folk, vi har. De siger jo, at med den manglende interesse fra kommunen side, så gider de heller ikke længere,” siger Asger Mansted fra Jægerpris. Han har sammen med en række frivillige passet møllen i mange år, og han slår fast, at han ikke trækker sig. Møllen er et unikt kulturhistorisk mindemærke i Jægerspris, og den har hvert år åbent om lørdagen i skolernes sommerferie. “Møllen er rimelig godt besøgt. Officielt er vi seks-syv mand til at passe den, men vi er alle oppe i årene og reelt er der kun halvanden mand, der er blød nok i knæene til at kunne betjene den, fordi man skal kunne kravle rundt. Hvis møllen skal køre, så kræver det minimum tre mand - og det er uden gæster. Skal der være gæster samtidig med, at møllen kører, så kræver det fem-seks mand af sikkerhedsmæssige årsager,” siger Asger Mansted.

Mølle-laug

Han fortæller, at der i løbet af vinteren vil blive lavet et arrangement, hvor folkene bag møllen vil fortælle nærmere om de problemer, som møllen står overfor. Arrangementet skal være med til at skabe interesse for lokalklenodiet, men der er også brug for, at der kommunalt set bliver afsat flere penge til møllen. “Det koster at have et gammel hus. Og her er der tale om et 150 år gammel hus. Det koster alt sammen. Det har hæmmet møllens udvikling, at der ikke er et fast beløb til rådighed, så vi kan få ordnet tingene, når de opstår,” siger han med henvisning til det krøjværk, som sidste år blev lavet. “Det tog tre år, at få det lavet, og det burde være lavet med det samme.” Asger Mansted håber, at det vil være muligt at oprette en møllelaug, som kan drive møllen videre. “Fondene vil ikke støtte os, fordi møllen er ejet af Frederikssund Kommune. Men hvis der er et registreret møllelaug, så er det en anden sag. Via møllelauget vil man kunne betale et kontingent, som så skulle gå til vedligeholdelsen af møllen,” siger Asger Mansted og tilføjer; “Vi har brug for hjælp. Vi har brug for nye folk, og der skal ske noget, ellers kommer den bare til at stå og gå til. Folk er glade for møllen, og de vil være kede af, at den ikke er der mere.”