Fortsæt til indhold

Canadiske dollars til grænseforskning

Institut for Grænseregionsforskning i Sønderborg er kommet med i et stort internationalt forskningsprojekt

Arkiv
Af Svend Mikael Larsen

Institut for Grænseregionsforskning (IFG) ved Syddansk Universitet i Sønderborg er med i et stort internationalt forskningsprojekt sammen med bl.a. Region Sønderjylland-Schleswig og Industri-og handelskammer Flensborg.
Projektet går under navnet ‘Borders in Globalization' og er støttet af et canadiske forskningsråd med 2,3 mio. canadiske dollars, hvilket svarer til cirka 12,5 mio. kroner. Projektet er et samarbejde mellem 23 universiteter og 34 ikke-akademiske partnere og er sat til at vare 7 år.
Opgaven er at undersøge grænsernes rolle i det 21. århundrede. Det er meningen at udveksle internationale erfaringer mellem forskere, politikere, erhvervslivet og græsrødder om grænsernes forandrede rolle i en globaliserings tid, hvor grænser på den ene side er blevet mere åbne, mens staternes muligheder for at håndhæve grænsekontrol er blevet mere komplekse, men også mere avanceret ved brug af nye teknologier. Der vil i den forbindelse blive arrangeret 18 rundbordssamtaler, 10 sommerskoler og 3 internationale konferencer.

Canadisk leder

Projektets leder er prof. Emmanuel Brunet-Jailly fra University of Victoria i Britisk Columbia, Canada. Han har gæstet Institut for Grænseforskning på Alsion i 2008 og holdt forelæsninger indenfor instituttets uddannelse i europæiske studier. På Institut for Grænseregionsforskning vil det primært blive lektor Martin Klatt, der er involveret i projektet.
Han tager på et forskningsophold ved University of Victoria i projektets startfase i efteråret 2013. Under opholdet vil Martin Klatt lave feltstudier om det regionale grænseoverskridende samarbejde ved grænsen mellem den canadiske provins British Columbia og delstaten Washington i USA. Han vil gerne undersøge, om den mere uformelle tilgang til samarbejdet i Nordamerika har givet forskellige resultater end samarbejdet som foregår i Europa i f.eks. Region Sønderjylland-Schleswig.
Efter oprettelsen af Danfoss Centre for Global Business Relations i år er dette projekt det næste skridt, som sætter IFG på verdenskortet som et førende tværfagligt forskningsinstitut inden for grænser og grænseregioner.