Frivillige opretter datastue i Ejby
EJBY: I et samarbejde mellem frivillige fra Ejby Medborgerhus og Køge Kommune er der nu oprettet en datastue i Ejby for at styrke ældre borgeres it-færdigheder og sørge for, at der er lettere adgang til it.
I foråret 2013 indgik stifterne af Ejby Medborgerhus og Social- og Sundhedsforvaltningen et samarbejde om at oprette en datastue i Ejby Medborgerhus og det gode samarbejde er nu resulteret i, at Ejby Medborgerhus i september måned kan slå dørene op til den nye datastue.
- Vi skylder de frivillige i Ejby Medborgerhus en rigtig stor tak for det arbejde, de har lagt i projektet for at få datastuen til at blive til virkelighed. I Social- og Sundhedsudvalget er vi utrolig glade for det samarbejde, vi har haft med de frivillige i Ejby Medborgerhus og det et rigtig godt eksempel på, hvordan samarbejdet mellem kommune og de frivillige kan noget helt specielt. siger formand for Social- og Sundhedsudvalget, Randi Hansen (A).
Når datastuen er fuldt ud implementeret, vil der være 7 computerstationer, som borgerne kan anvende. Udover, at borgerne kan komme og bruge computerne, vil der endvidere være digitaliseringsundervisning af en række af de internetportaler, som borgerne i fremtiden skal kunne bruge for at løse hverdagens opgaver såsom NemID, eboks.dk, koege.dk, Borger.dk og sundhed.dk med flere.
Lettere adgang til it i Ejby
- Datastuen i Ejby Medborgerskab er en stor hjælp i det arbejde vi står overfor. Det er jo ingen hemmelighed, at vi befinder os midt i en omfattende digitalisering, hvor flere og flere af vores kommunale løsninger bliver digitale. Det betyder, at der er et voksende behov for, at borgerne har lettere adgang til it, og at særligt de ældre borgeres it-færdigheder styrkes, fordi flere opgaver i fremtiden skal løses bag skærmen og det er jo lige netop den store opgave, som de frivillige kræfter i Ejby Medborgerhus kommer til at løse for det område af Køge Kommune. fortsætter Randi Hansen (A).
De frivillige i Ejby Medborgerskab vil gennemføre en række undervisningsforløb, hvor borgerne kan blive sat ind i brugen af computere. Åbningen af datastuen vil give flere borgere, herunder ældre borgere, muligheden for at blive klar til de digitale udfordringer som fremtiden bringer og det bliver samtidig lettere for borgerne at få adgang til it.
- Historien om datastuen i Ejby er rigtig vigtig af to grunde, dels er det en vigtig del af Køge Kommunes implementering af den nationale digitaliseringsstrategi, der blandt andet har til sigte at uddanne borgerne til at kunne håndtere flere kommunale opgaver digitalt, men samtidig er det historien om det frivillige engagements betydning for vores fremtidige opgaveløsning, hvor vi i stadig højere grad skal stå sammen og samarbejde hen i mod nødvendige og gode løsninger, slutter Randi Hansen (A).
pm