Ejeren chikanerer
Formanden for Roskilde Lejerforening Jens Juul kender udmærket sagen fra Københavnsvej 30 og 32, da flere beboere har henvendt sig til ham for at få hjælp.
Han mener, at ejeren Christian Andersen både chikanerer og forskelsbehandler beboerne.
De, han er gode venner med, må en masse og betaler mindre i husleje, mens han forsøger at komme af med dem, der er besværlige.
- Christian Andersen har en udbredt praksis med at lave mundtlige aftaler med beboerne om individuelle forbedringer, husdyrhold, depositum og meget andet.
- Hvis lejeren efterfølgende er utilfreds med nogle lejeforhold i lejemålet, opsiger Christian Andersen lejeren. Så henviser han til, at de holder husdyr, ikke har betalt hele depositum eller har ødelagt lejemålet med ombygning, som ellers er aftalt mundtligt, siger Jens Juul.
- Det altid er ting, som er helt umulige at bevise fra lejerens side, fortæller formanden.
Smed beboere ud
Ifølge Jens Juul var Christian Andersen utilfreds med de valgte beboerrepræsentanter, fordi de gik til Huslejenævnet, da de mente, huslejen var for højt.
- Dem har han efterfølgende forfulgt med en række opsigelser gennem sin advokat. Begrundelserne har været husdyrhold efter mundtlig aftale, forbedring af køkken efter mundtlig aftale, påstand om ødelæggelse af køleskab, der var meget gammelt og defekt, siger lejerformanden og fortsætter
- Han har opkrævet penge til beboerrepræsentationen hos beboerne, men ikke viderebetalt dem til repræsentanterne med den begrundelse, at han ikke kan godkende repræsentationen.
Jens Juul mener heller ikke, at ejer Christian Andersen tager beboernes henvendelser om svamp, isolering og andre problemer alvorligt.
I øjeblikket kører en række sager fra Københavnsvej 30-32 ved forskellige instanser, men de er ikke afgjort endnu.
ag