Fortsæt til indhold

Politisk flertal for nyt lys på Kæmpernes Arena

Dansk Folkeparti sikrer stadionlys

Arkiv
oashvidovreavis.dk

I sidste uges avis kunne man læse her i Hvidovre Avis, at S og SF har fremsat forslag om at opsætte nyt og kraftigere lys på stadion. Dette er påkrævet, hvis Kæmpernes Arena skal opfylde kravene til, at der er tilstrækkeligt lys til at fodboldkampe på Hvidovre Stadion kan TV-transmitteres. Og nu er flertallet i kommunalbestyrelsen sikret, efter at Dansk Folkeparti har besluttet at bakke forslaget op. Mikkel Dencker begrunder: - Vi har igennem et stykke tid været klar over, at det nuværende lysanlæg er forældet og står overfor en udskiftning. Derfor har det også været Dansk Folkepartis ambition, at en modernisering af lysanlægget skulle blive en del af kommunens budget for 2014. Men nu hvor det viser sig, at behovet er blevet yderligere presserende, fordi en del fodboldkampe gerne skulle vises i TV, giver det god mening at fremrykke udskiftningen til allerede at ske dette efterår... Mikkel Dencker fortsætter: - Det var alligevel vores holdning, at lysanlægget skulle være en del af budgettet for 2014. Derfor er der blot tale om at beløbet flyttes fra 2014 til 2013. Det betyder derfor, at kommunens anlægsbudget for 2014 skal reduceres med prisen for lysanlægget... Dermed ser det ud til, at det nye lysanlæg kan vedtages på kommunalbestyrelsens møde 27. august.