Fortsæt til indhold

Kampklare konservative

De konservative drømmer om mere indflydelse på en klarere politisk linje i Fredericia

Arkiv
Peter Friis Autzen

Det Konservative Folkeparti har i dag én enkelt plads i Fredericias byråd efter, at John Bader har forladt partiet.
Byrådsmedlem Inger Nielsen håber, at hun næste år kan sætte sig ved siden af partifæller, når byrådet samles. For at nå det mål, præsenterer De Konservative en ny kandidatflok og en nyformuleret politik. Oplægget blev præsenteret ved et mindre arrangement for venner og presse på Galleri Gilberg i Prinsessegade.
En af de opstillede klapstole kollapsede under en kandidat, hvilket fik alle andre til at sætte sig med stor forsigtighed. Helt symbolsk som en politiker, der ved, at taburetten er usikker.
Spidskandidat Jean Brahe tog ordet og præsenterede partiets overordnede politiske linje. Flere af punkterne er hørt før - også fra andre partier. For eksempel vil De Konservative arbejde for at tiltrække tilflyttere, forbedre forholdene for erhvervslivet, tiltrække nye arbejdspladser, normalisere det politiske samarbejde i byrådet, sikre gode skoler, forbedre integrationen og rette op på den kommunale økonomi, der er præget af en usædvanlig stor gæld. Det sidste kan med Inger Nielsens ord opsummeres kort:
“Hvis ikke økonomien rettes op nu, sker det aldrig. Vi hænger med måsen i vandskorpen og er tæt på at blive sat under administration.”

Ud af FredericiaC

Et af de allerstørste enkelt- elementer i Fredericias fremtid er FredericiaC. Og her mener De Konservative, at kommunen bør trække sig ud.
“Der er gjort et stort og godt arbejde omkring FredericiaC. Men vi mener ikke, at kommunen kan byde ind med mere. Desuden har kommunen brug for at slå sig fri af FredericiaC-projektet. Ellers kan kommunen ikke hævde at være neutral i forhold til andre planer rundt om i kommunen,” siger Jean Brahe.
“Når kommunen klart melder ud, at fremtidige anlægs- og udviklingsopgaver skal placeres på FredericiaC-området, forhindrer det udvikling af andre projekter. Hvis en virksomhed ønsker at bygge et andet sted i Fredericia, nytter det ikke, at de bliver pålagt at placere sig på FredericiaC-området. Så finder de pågældende jo bare en anden kommune at bygge i,” siger den konservative spidskandidat.
Byrådskandidat Toke Kieler slog blandt andet fast, at De Konservative fremover ikke vil støtte kommunale sponsorater til professionelle sports-foretagender som FC Fredericia og fredericiansk håndbold.
På mødet talte han også om en styrket integrations-indsats.
“Hvis utilpassede unge indvandrere - første, anden eller tredje generation - har brug for hjælp til at komme på ret kurs, skal vi stille krav. Både til dem og til os. De har for eksempel krav på at blive respekteret,” siger den konservative kandidat.
Rasmus Ernst var den sidste i mødets konservative talerække. Han slog blandt andet fast, at byen skal være renere.
“Det flyder jo med affald,” siger han.