Fortsæt til indhold

Gave til Legeparken

Jubilæumsfonden af den 12.8.1973 har doneret en ny attraktion til Legeparkens mindste gæster

Arkiv
Arkiv

Om få måneder kan de besøgende se frem til, at endnu et legeredskab til børnene kan benyttes. Der er tale om stort flot legeskib, som de 1 til 8-årige gæster i Legeparken vil få glæde af i fremtiden.
”Vi er utroligt glade for den her gave”, fortæller driftschef Tina Harlev Nielsen,
”Sidste år fik Legeparken et helt nyt legemiljø til de yngste børn af Erhvervsklubben Kolding Handel og Håndværk. Det har vi fået rigtigt mange positive tilbagemeldinger på, og vi er selvfølgelig begejstrede for at Jubilæumsfonden nu også betænker os med en gave, som vil glæde Kolding Kommunes små og større indbyggere”.
Legeparkens faste besøgende har nok bemærket, at der er blevet lagt mange kræfter i at forskønne Legeparken i løbet af sommeren. Det har kunnet lade sig gøre, fordi vejret har været så godt, og fordi personalet i Legeparken har udvist stort engagement i at få Legeparken til at tage sig godt ud.
”Gaven fra Jubilæumsfonden ser jeg som den helt rigtige afslutning på sommerens renoveringsarbejde, skibet bliver lige det, der giver den sidste finish på forskønnelsen af Legeparken,” fortæller Tina Harlev Nielsen.
Om kort tid bliver der udskrevet en konkurrence, for skibet skal have det helt rigtige navn. Skibsdåb og indvielse skal ifølge planen foregå i skolernes efterårsferie, uge 42.
Børnene i Kolding Kommune kan læse mere om konkurrencen på Legeparkens hjemmeside i uge 34. Præmien til vinderen er selvfølgelig en hemmelighed.
Legeparken
Legeparken drives af Jobcenter Kolding som et beskæftigelsestilbud til ledige i Kolding Kommune, og har hvert år over 100.000 besøgende.
De besøgende tæller daginstitutioner og SFO'er, Kolding Kommunes børnefamilier, og om sommeren besøger mange af Koldings turister også Legeparken.