En chance for jeres ambulancer
- Jeg kan garantere, at Roskilde får en chance for at køre videre med sine egne ambulancer i sit eget område.
Dette løfte kommer fra Steen Bach Nielsen (S), der er formand for Sjællands Regionsråd, som torsdag eftermiddag endelig skal bekræfte den beslutning, der længe har været flertal for:
Nemlig at Roskilde Brandvæsen får lov til at byde på opgaven, så de kan køre videre med ambulancerne i Roskilde og Lejre.
I de seneste dage har der ellers været oplysninger fremme om, at folk i regionens administration på ny skulle forsøge at udelukke Roskilde Brandvæsen for selv at få fat i opgaven. Denne gang skulle det foregå ved at fifle med opdelingen af områderne i udbudsbetingelserne, så brandvæsenet blev udelukket på den måde.
Steen Bach Nielsen (S) afviser dog fuldstændig, at det kan ske:
- Nu har jeg lovet Roskildes borgmester Joy, at ambulance-kørslen i jeres område kommer i udbud, så det lokale brandvæsen får mulighed for at byde på det. Så bliver det også sådan.
tk