Fortsæt til indhold

Grejs Friskole fejrede 25 år

Skolen startede 8/8 ‘88 - Og fejrede skolestarten med lagkage

Arkiv
Peter Friis Autzen

I år er det 25 år siden, Grejs Friskole slog dørene op i den nedlagte Brugs, hvor også en bank havde haft til huse.
Det første år lagde man ud med bare 13 elever. I år bød skolen 155 elever indenfor til skolestart 8. august.
Meget har ændret sig gennem de 25 år. Men der er også enkelte ting, der ikke har ændret sig. Og det gælder blandt andet skolens lagskage-tradition, der blev grundlagt på åbningsdagen for 25 år siden.
Traditionen byder forældrene at lave en lagkage til skolens børn og voksne. Det gør det måske også lettere at få første skoledag til “glide ned”.
“At holde 1. skoledag igen i år netop den 8. august betyder noget for os: At kunne markere fødselsdagen på selve dagen!” siger skoleleder Ernst Larsen.
Dagen blev fejret med fællessang og ballonopsending, hvor børnene sendte billeder fra skolens første 25 år af sted med små balloner.
“I årets løb planlægger vi at lave en række tiltag af forskellig karakter, der markerer skolens jubilæum. Første gang bliver lørdag den 24. august, hvor vi vil lave en markedsdag på skolen for børn, forældre, gamle elever og forældre og for beboere i Grejs. Om aftenen holder vi et arrangement, hvor vi vil feste sammen med nye og gamle forældre, og også gamle elever er inviteret,” fortæller Ernst Larsen, som kan glæde sig over friskolens nye byggeri på Vestermarksvej 13b, som blev taget i brug for et par år siden.

Grejs Friskole fik nye bygninger for et par år siden.