Der er power i 10. klasserne
Når Sønderskov-Skolens 10. klasse tager hul på et nyt skoleår og byder en ny flok elever velkommen, så sker det for fuld tryk.
Det er således tredje år i træk, at skoleåret indledes med en Power Camp. Denne gang foregik det på Idrætshøjskolen i Sønderborg, hvor det nye hold elever mandag, tirsdag og onsdag var samlet for bl.a. at lære hinanden at kende. Og det gik ikke stille af - i hvert fald ikke ret længe ad gangen.
"Overordnet kan man vi sige, at vores Power Camp går ud på at træne de nye elevers sociale færdigheder. Eleverne kommer jo fra mange forskellige skoler, og det er vigtigt, at de hurtigt finder ind i en god rytme og får en anerkendende tilgang til hinanden. På camp'en får de desuden nogle strategier for egen læring, som de kan bruge fremadrettet i den daglige undervisning," fortæller initiativtager til camp'en, Morten Lund fra Sønderskov-Skolen.