Fortsæt til indhold

Tilsyn viste ingen tegn på jernbaneskærver i grusgrav

Teknik og Miljø i Haderslev Kommune har i går gennemført et hastetilsyn i en grusgrav, der ligger ved Over Jerstal og som ejes af Eigil Jensen A/S. Besøget i grusgraven viste ingen tegn på miljøskadelige jernbaneskærver

Arkiv
Arkiv

Der er ingen spor af jernbaneskærver eller tegn efter behandling af jernbaneskærver i grusgraven ved Over Jerstal. Grusgraven består af tre matrikler og ejes af Eigil Jensen A/S. Firmaet har også en grusgrav ved Vandel i Vejle Kommune, hvor der er fundet spor efter miljøskadelige jernbaneskærver.
Teknik og Miljø i Haderslev Kommune gennemførte i forgårs et hastetilsyn på alle tre matrikler ved Over Jerstal. Ved tilsynet blev der hverken fundet jernbaneskærver eller tegn efter behandling af jernbaneskærver.
"Vi fandt skærver med en størrelse på op til 20 cm. i diameter. Disse skærver er alt for store til at have været anvendt til jernbaneskærver, der vurderes til typisk at være på op til 10 cm. i diameter," siger Kjell Stockfisch, chef for Teknik og Miljø i Haderslev Kommune.
Med på tilsynet var både medarbejdere fra affaldsområdet, jordforureningsområdet og råstofgravningsområdet, som alle var med til at vurdere og håndtere det materiale, der blev fundet.
"Der var ingen affald på pladsen, og vi kunne konstatere, at pladsen så ud som enhver anden materielplads ved en grusgrav," siger Kjell Stockfisch.
Haderslev Kommune har taget foto og prøver af de fundne skærver.
"Efter tilsynet i går har vi ikke umiddelbart nogen grund til at tro, at der er tale om en sag om svær forurening eller mulig grundvandsforurening, men vi følger naturligvis op på de prøver, vi har taget, ligesom vi også skal tale med Vejle Kommune og virksomheden igen," siger Kjell Stockfisch.
Det har været fremme i pressen, at Haderslev Kommune ikke har overholdt sin tilsynspligt over for virksomheden. Dette er ikke tilfældet. Haderslev Kommune var senest på tilsyn i december sidste år. Ved tilsynet blev der hverken i grusgraven eller på materielpladsen fundet noget mistænkeligt eller ulovligt. Dette dokumenteres af de fotos, der blev taget under tilsynet.