Hvor mange kan du spise?
Postgrillen inviterer til uofficielle danmarksmesterskaber i burgerspisning
Indehaver af Postgrillen, Carsten Arnholtz, er mand for en god burger.
På Postgrillen er burgerne nemlig altid lavet fra bunden med friskhakket oksekød, der først bliver tilberedt, når burgeren bestilles.
Så man kan godt forstå, hvis nogen skulle have lyst til at bestille to med det samme.
Lørdag den 24. august kan man få lov at spise så mange burgere, som man kan klemme ned.
Postgrillen er nemlig vært for et uofficielt DM i burgerspisning, og for en flad 50'er kan man tilmelde sig konkurrencen, og spise så mange burgere, man kan. Og som bonus kan man også vinde gode præmier, hvis man er så sulten, at man kan spise flere burgere, end de andre deltagere.
"Det er første gang, vi prøver dette arrangement, men jeg håber da, at det kan blive en tradition, som vi kan gentage hvert år", lyder det fra Carsten Arnholtz.
Han har allerede fået tilmeldinger til konkurrencen, men der er plads til mange flere.
"Jeg sørger for, at jeg har nok til at der kan være 50-100 stykker. Så folk kan bare melde sig til", fortsætter han.
Han er ikke nervøs for, at folk kommer til at spise ham ud af grillen.
"Vi lægger jo hårdt ud, og får skilt fårene fra bukkene. Den første burger, der serveres er med en 500 gr. bøf. Det skal nok lægge bunden hos mange", slutter Carsten Arnholtz.
TIlmelding foregår i Postgrillen.