Sal 2 i Kinorama er ryddet
Det kommer til at tage fire-fem uger, inden der igen kan vises film i sal 2 hos Kinorama, men så kan publikum til gengæld også glæde sig til en ny og topmoderne biografsal.
"Der kommer nye sæder i salen med glid, så man rigtig kan læne sig tilbage, og de bagerste rækker bliver udstyret med 'love-seats', så også kæresteparrene får gode muligheder for at nyde filmen," smiler indehaver Per Matthiesen.
De gamle biografsæder skulle derfor væk, og det viste sig ikke at være et problem.
"Næh, sæderne blev nærmest revet væk. Folk stod i kø til ud på gaden for at sikre sig et par, og på den måde forsvandt omkring 100 sæder på ingen tid," fortæller Per Matthiesen.
Udover et nyt møblement skal både loftet og gulvet hæves, og der skal bl.a. installeres et nyt Dolby Surround 7.1 lydanlæg, inden salen igen står klar til nye oplevelser i mørket.