90 år og evig ung
Haderslev Teaterforening jubilerer og satser på de unge og familierne
I den nye sæson satser Haderslev Teaterforening på børnefamilier og et bredt publik. Det er ganske naturligt, for selv om foreningen fylder 90 år, er den langt fra senil. Jubilæet markeres desuden ganske passende med billetpriser, der er overkommelig for enhver.
Haderslev Teaterforenings bestyrelse har i de senere år sat en ære i at nå hele paletten rundt. Det vil sige, der skal være noget for enhver. I jubilæumsåret får operaelskere dog en kurv. Teaterforeningen turde ikke binde an med Katja Kabanova af den tjekkiske komponist Janacek. Bortset fra en tv-opførelse i 1971 har den opera aldrig tidligere været opført i Danmark, så den havde været en teaterforenings jubilæum værdig. Til gengæld kan den opleves på Alsion i Sønderborg 3. oktober, hvor Den jyske Opera giver den dansk premiere.
Med et gennemsnitligt tilskuertal på 250 pr. opførelse er teaterforeningen ikke gearet til smalle opførelserne, og under den kategori ville netop Janaceks opera høre. I stedet er det altså børnenes og familiernes tur til at nyde godterne fra årets teaterrepertoire i Haderslev.
Vitello siger mange børn og deres forældre ret meget. 13 bøger har Kim Fupz Aakeson skrevet om en krudtugle af en dreng, der er en sej fyr, der hader at kede sig - og derfor altid finder på noget! Forestillingen af samme navn spilles 4. november til billetpriser, der nemt slår biografens. 70 kr. - og det uanset om man er barn eller voksen.
Den nu traditionelle juleforestilling er endnu billigere. 50 kr. pr. billet koster det at se Den store nisseprøve 12. december. Nisserne er i skole, og hvis de består, får de en rød hue, består de ikke, får de en grøn hue og ender som havenisse! En forestilling for rigtige børn mellem 4 og 10 år - og deres forældre og ikke mindst bedsteforældre, naturligvis!
Jubilæumsforestilling
Intet teaterjubilæum uden en decideret jubilæumsforestilling, og den, Haderslev Teaterforening præsenterer, har potentiale til at trække fulde huse på spillestedet, der altid er Harmonien. Javel, hr. minister!, hedder stykket, der ikke blot er fordansket af Flemming Jensen, men Flemming Jensen er også stykkets omdrejningspunkt assisteret af bl.a. Gordon Kennedy og Karsten Jansfort. Rendyrket satire, og med Flemmingt Jensens velkendte evne til at skabe skæve replikker er der lagt op til en funklende jubilæumsaften.
Derudover byder programmet på komedier og danseteater. To musikalske forestillinger kniber sig ind, begge fyldt med melodier og sange, men alligevel i hver sin ende af følelsesregistret. Spurven handler om de fem sidste og meget dramatiske år af Edith Piafs liv. Kirsten Siggaard synger 11 af den lille spurvs dejlige sange på dansk. Je ne regrette rien - Edith Piaf fortryder intet, men nogle har grund til at fortryde det, hvis de springer den forestilling over.
Den anden musikforestilling er i den lette genre. HMS Pinafore udsat for trioen Dueholm, Næslund og Hansen, der for fjerde gang optræder i Haderslev med deres egen forkortede, men absulut meget musikalske udgave af operaer - i dette tilfælde altså en operette.
To andre forestillinger er set med lokale briller ret interessante, og det er faktisk sæsonens to sidste af 12 forestillinger. Farshad Kholgi, som mange kender fra tv, film og teater, kommer med sin enmandsforestilling Alle veje fører til Vojens. Naturligt nok. Farshad vej fra Iran til Danmark førte ham som knægt til Vojens.
(SITREP) fra fronten og hjemmefronten spilles to gange, hver gang for 200 tilskuere - og er noget så usædvanligt som et samarbejde mellem en soldat, der vender hjem til Haderslev Kaserne efter at have været udsendt. Han fortæller om livet ved fronten, hvorefter en skuespillertrup på fire tager over, og på baggrund af reelle oplevelser beretter om de udfordringer, der er på hjemmefronten - mellem de udsendte og deres kærester eller hustruer. Musikken til den forestilling står Haderslevs eget superpopulære orkester, SMUK, for.
SITREP er i øvrigt i soldatersprog en forkortelse for situationsrapport - barsk og rørende er den her.
Sæsonen indledes 17. september med Peter og Elgen, en komedie, der i sin substans er alvorlig - skilsmisse og børn i klemme - men som også indeholder humor og noget at tænke over.