Sønderborghus præsenterer efteråret
Der er noget for enhver smag, når Sønderborghus slår dørene op til efterårssæsonen
Stjernesangere, stjernedrys, stand-up, slagerkonger - der er oplevelser for enhver smag i Sønderborghus' nye efterårsprogram. Traditionen tro spænder det fra etablerede navne til de grupper, der har potentiale til at levere de kommende landeplager.
"Vi satser på kvalitet inden for alle genrer med en klar overvægt på artister med selvstændig profil og egne kompositioner. Men der er også plads til folkekære grupper som Pink Floyd Project og Die Herren," siger Lars O. Hansen, daglig leder på Sønderborghus.
Programmet spænder fra store navne som evigt populære Lis Sørensen og hit-maskinen Rasmus Walter over Færøernes trubadur Teitur til gennembrudsbandet Ulige Numre og 80ernes hjerteknuser Johnny Logan.
På jazzsiden kan publikum allerede sætte kryds i kalenderen ud for blandt andre Caroline Henderson, Kristin Korb Trio og Søren Møller & Kirin Winds. Blueselskere bør glæde sig til mesteren af fingerspil, norske Bjørn Berge, og rap tilgodeses med eksempelvis Specktors og Djämes Braun.
Spændende bliver det også i 'eksperimentariet' Black Spot, der atter huser scenen for upcoming navne.
Kultur- og medborgerhuset på Løngang lægger også i dette efterår rum til nogle af DOXBIOs smukkeste film, herunder 'Samsara' - 99 minutters medrivende billeder og musik, samt 'Sepidah' der er en 1001 nats fortælling om en drømmer i det lukkede Iran.
Yderligere skal comedy-elskere skrive sig 5. oktober bag ørerne, når Andreas Bo leverer stand-up i sit show 'Live!'.
"Der er så mange koncerter at gå på opdagelse iblandt. Jeg lover, at der er noget, der rammer. Men jeg vil da opfordre til, at man også lader sig styre af sin nysgerrighed, så man også tør vælge noget, man ikke lige kender," Lars O. Hansen, som selv glæder sig særligt til koncerten med Mother Lewinsky den 12. september.
Se hele programmet på sonderborghus.dk.