Sirenesang gennem 10 år
Hvad der begyndte som et musikskoleorkester, har nu udviklet sig til en eksportsucces
Der er kommet meget godt ud af musikskolen i årenes løb. Ét af de ensembler, der har sine rødder her, er stryger-trioen "Sirenerne", som man senest kunne opleve lokalt i Haderslev, da de spillede ved frokosten for Regentparret på Tørning Mølle.
Trioen, der tidligere har modtaget Haderslevs musikkpris, har ellers ikke været meget på disse breddegrader hen over den seneste tid. De tre musikalske kvinder modtog nemlig en nordisk musikpris, som skulle bruges til en turné til "Udkants-norden". Altså har Færøerne, Norge, Sverige og såmænd også Tyskland og Rusland været destinationer for den musikbegavede trio, der har spillet i de allerfjerneste egne.
"Det har været helt vildt meget ind og ud af fly, men det har også været nogle fantastiske steder vi har besøgt. Min musik er netop i høj grad inspireret af det fantastiske i naturen," fortæller ankerkvinden i "Sirenerne", Tine Surel.
10 år siden
Netop i denne tid er det 10 år siden "Sirenerne" så dagens lys som et musikskoleorkester. Den runde dag markeres med trioens første rigtige album, "Sirenerne - music by Tine Surel", et album som fredag aften bliver udgivet ved en festlighed på Slesvigske Vognsamling i Haderslev.
"Det er et smukt sted, hvor vi har spillet meget, og vi glæder os til at runde det første kapitel af her. Vi har inviteret alle vi har kunnet komme i tanke om, der har haft en betydning for os på denne rejse. Vi håber at mange kommer og deler dagen med os - alle er velkomne," siger pigerne.
Tine Surell er påbegyndt en kompossisionsuddannelse på musikkonservatoriet i Oslo, men det sætter ikke "Sirenerne" på standby.
"Tvært imod. Vi vender jo tilbage og viser hvad vi har lært. Og viser, hvad en god og inspirerende grunduddannelse kan føre til," smiler Tine Surel.
"Sirenerne" består af Tine Surel, Silke Kirstine Kidholm og Cecilie Callesen.