Dybbøl Banko Center genåbner
Efter fem måneder er Dybbøl Banko Center klar til igen at slå dørene op, og det sker med et nyt koncept
I fem måneder har der været meget stille i ellers så velbesøgte Dybbøl Banko Center på Vaskilde i Dybbøl. Stedet har været lukket siden det tidlige forår, men nu skal der igen liv i den store bingohal. Det vil indehaver Bent Gehrt sørge for.
"Jeg har haft Dybbøl Banko Center i 22 år. De sidste halvandet år inden lukningen var det lejet ud til Jette Petersen, som havde fuldtidsjob ved siden af, og det endte med at blive for meget for hende, og hun sagde kontrakten op," fortæller Bent Gehrt.
Up to date
"Siden lukningen har jeg fået et meget stort antal henvendelser fra folk, som fortæller, at de ikke kan undvære stedet, og så må jeg jo gøre noget for, at få det op at køre igen," smiler han.
Det sker fra søndag den 1. september, og det sker med et nyt koncept, hvor man hver dag kan vinde op til 5.000 kroner fire gange om dagen, og dertil kommer 82 andre pengegevinster. Det hele kommer til at foregå i en up-to-date bankohal med 500 nye stole og dertil hørende nye borde. Også køkkenet er nyt med alt i rustfrit stål, og der er ansat en kok og en smørrebrødsjomfru, så der hver dag er varm mad til mellem 50 og 80 gæster og smørrebrød til andre 50-80 gæster.
Bent Gehrt har dog ikke planer om at drive stedet i længere tid.
"Jeg er 74 år, og mit mål er at få centeret op at køre igen og så sælge det, når jeg har fundet den rigtige køber," forklarer Bent Gehrt, som desuden er indehaver af virksomheden Ekko Trading ApS.
Det er i øvrigt ikke længe siden, at Bent Gehrt afhændede et bankocenter i Esbjerg, og det kører fint.
Gæsterne til åbningen den 1. september kan se frem til en gratis kop kaffe som et 'velkommen tilbage'. Herefter har Dybbøl Banko Center åbent tirsdag, torsdag og søndag fra kl. 18.30 til 21.30 samt lørdag fra kl. 14-17.