Fortsæt til indhold

Specialskole fejrede fødselsdag

Firkløverskolen i Lejre fejrede fredag sidste uge tre års fødselsdag

Arkiv
Af David Foli

Lejre Der blev sendt balloner til vejrs, der blev spist kage og der blev vist rundt på skolens lokaler i Kirke Sonnerup for nysgerrige, da Firkløverskolen fredag i sidste uge fejrede tre års fødseldag. Specialskolen blev oprettet for tre år siden, som tre seperate afdelinger i Lejre, men sidste år flyttede de tre afdelinger sammen på den tidligere Kirke Sonnerup Skole. Her har 35 ansatte og 58 børn fra hele Lejre Kommune nu deres daglige gang. Skolen har at gøre med børn med særlige behov og udfordringer. Børnene lider af blandt andet af autismespekterforstyrrelser og ADHD. "Dagligdagen er tilrettelagt ned til den mindste detalje, da vi har at gøre med børn, som har behov for meget struktur," siger skoleleder Lene Endahl og fortsætter: "Filosofien er, at det enkelte barn skal nå som meget, som det kan. Vi arbejder med barnets successer. Vi har at gøre med børn, som har oplevet mange nederlag og som ikke har gode erfaringer med skolegang. Det er ikke nemt for dem, så vi arbejder på, at give dem successer og lære dem at de også er gode til ting. Og så gælder det om at fylde en masse læring på." Skolelederen håber, at det vil være med til at skabe en god kontakt til lokalområdet, at de har mulighed for at se nærmere på skolen. "Udover de udfordringer der har været i, at slå tre afdelinger sammen og få det til at fungere, så har det også været en udfordring af bliver accepteret i lokalområdet. Det er mit håb, at vi kan afhjælpe dette ved at åbne dørene og vise lokalbefolkningen, hvad vi har at tilbyde," siger Lene Endahl til Lokalavisen Hornsherred. Firkløverskolen underviser ud fra Folkeskoleloven og børnene på skolen er alle henvist via PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning. red) i Lejre Kommune.