Fodbolddrenge sejrede sikkert på gaden
Ahuset i Padborg har nogle talentfulde streetfodbolddrenge. De vandt kendisturnering
Syv drenge fra Ahuset i Padborg kan noget helt særligt med en fodbold. Deres talenter udfolder sig dog ikke på græsklædte stadions, men på asfaltbelagte gader og stræder. De er nemlig rigtig gode til at spille streetfodbold.
Det beviste de senest, da de deltog i turneringen "Laudrup og Høgh streetfodbold", der, som nogen sikkert har gættet, er arrangeret af fodboldheltene Brian Laudrup og Lars Høgh.
Drengene fra Padborg kvalificerede sig til finalen fra den indledende runde i Aabenraa.
Herefter blev der arrangeret bus til finalen i Odense, og bussen var fyldt op med spillerne, trænere, familier og heppende gæster.
Ved finalestævnet var der nærmest ild i skoene på drengene, og de gik ubesejret gennem både indledende runde, semifinale og finale.
Dermed kan drengenen nu kalde sig Danmarks bedste hold i årgang 98/99 i Laudrup og Høgh streetfodbold 2013.
Drengene og trænerne blev kaldt på scenen til tonerne af Queens velkendte sang "We are the champions".
De blev hædret af Brian Laudrup og Lars Høgh med guld pokal, beviser og masser af konfetti.