Kæmpe velkomst til skolebørn
Fællesskolen Hoptrup Marstrup Vilstrup fejrede første skoledag med gaver og overraskelser
140 forventningsfulde elever og deres forældre var mødt op til første skoledag på Fællesskolen Hoptrup Marstrup Vilstrup, der tidligere var på tre matrikler, men nu er samlet i Hoptrup. Haderslev Kommune havde sendt udvalgsformand Bent Iversen, som havde medbragt træer til haven.
"Jeg vil ikke love, at det er sådan vi tager imod børnene fremover efter sommerferien," siger skoleleder Anne-Marie Andersen i forbindelse med indslaget med Skovens Kæmpe, som overraskede børnene på Hoptrup-afdelingens skolegård.
"I dag skulle der ske noget særligt, eftersom det er første dag som fællesskole. Vi kan godt lide overraskelser her på skolen. Og da børnene blev snydt for at møde Kæmpen i forbindelse med Totalteatrets opvisning i juni måned, syntes vi det var passende at invitere ham over i dag."
I forbindelse med at skolens afdelinger i Marstrup og Vilstrup blev nedlagt, fik fællesskolen i begyndelsen af året tildelt 2,3 millioner kroner til fornyelse af en række lokaler i fælleskolens Hoptrup-afdeling. Ni lokale håndværkerfirmaer har i sommermånederne arbejdet ihærdig på at gøre de nye indskolings- og SFO-lokaler klar til det kommende skoleår.