13 ansøgninger om støtte
By & Erhverv går nu i gang med at gennemgå ansøgningerne
Torsdag den 15. august var sidste frist for ansøgning om støtte fra Bevaringsfonden i denne omgang. By & Erhverv har modtaget i alt 13 ansøgninger og er allerede i fuld gang med forhåndsdialogen til næste runde.
“Der er tale om meget forskellige ejendomme i bymidten, som har ansøgt om tilskud fra Bevaringsfonden for Fæstningsbyen Fredericia i denne runde. Det er projekter som udskiftning af vinduer og døre, omfugning af facader og ny tagdækning. Dertil et par gennemgribende facaderenoveringer, som vil være tydelige i gadebilledet,” siger Irene Jensen, der er arkitekt og planlægger i By & Erhverv.
By & Erhverv går nu i gang med at gennemgå ansøgningerne og gøre dem klar til behandling i Bevaringsfondens bestyrelse, der skal fordele fondsmidlerne.
“Når vi modtager en ansøgning, sender vi adressen videre til Fredericia Bymuseum og Lokalhistorisk Arkiv, som undersøger bygningens særlige historie og finder historisk materiale, som fotos, ejere gennem tiden, og hvilke erhverv, der har været,” siger Louise Thaysen Raun, der ligesom Irene Jensen er arkitekt og sidder med sagsbehandlingen af de indkomne ansøgninger.
Materialet fra Fredericia Bymuseum og Lokalhistorisk Arkiv skal bruges til formidling af bygningens historie og udvikle den samlede fortælling om fæstningsbyen Fredericia.
“Historikernes og billedfolkets arbejde på Bymuseet og Lokalhistorisk Arkiv er med til at kvalificere hele projektet, da byens historie nu kommer helt frem i rampelyset. Det er et stort ønske, at alt det materiale, der findes frem, kan bruges fremover i en tilgængelig formidling, så man som husejer, borger og gæst kan opleve de mange spændende historier, der knytter sig til Fredericia,” siger Bodil Schelde-Jensen, kultur og fritidschef i Fredericia Kommune.
Større renoveringsprojekter på vej
Bevaringsfondens bestyrelse mødes i midten af september for at vurdere de indkomne ansøgninger, hvorefter ansøgerne kan forvente svar kort tid efter. Ved positivt tilsagn modtager ansøgeren et bevillingsbrev med angivet beløb og tidsfrist for arbejdets udførelse.
“Både i første og anden ansøgningsrunde har der været tale om mindre byggeprojekter, men vi er i dialog med flere ansøgere, som arbejder på at lave gennemgribende renoveringsprojekter. Ejendommene falder indenfor flere kulturhistoriske kategorier og har en spændende historie at fortælle,” siger Irene Jensen.
Næste frist for ansøgning er 7. november. Der er fire ansøgningsrunder i alt hvert år.