Succesrig badmintonlejr
For andet år afholdt Varde Badmintonklub Andelkassens badmintonlejr i Lerpøthallen
Stævnet blev en stor succes. Badmintonspillere fra U11 og op tilU17 var delt i to badmintonlejre og spillede masser af badminton, men der var også plads til en tur i svømmehallen og bowling.
Ud over deltagere fra egne rækker i Varde badmintonklub, var der spillere fra Århus, Esbjerg og Bramming.
”Jeg kan mærke jeg bliver bedre når jeg spiller mod folk fra andre klubber, da det er folk som jeg ikke er vant til at træne med til dagligt”, fortæller Mathias Hindsig, der til dagligt træner i Varde Badmintonklub.
”Det er hårdt, men allerede sidste år kunne jeg mærke, at når vi dukkede op til stævnerne ved sæsonstart, så var vi lige den tand bedre forberedt end de andre, fordi vi havde trænet så meget, hvor de andre holdte fri," fortæller Amanda Sigaard, der træner sammen med Mathias i Varde Badmintonklub.
"Det er netop en af ideerne bag Varde Badmintonklubs årlige træningslejr. Spillerne får mulighed for at kunne se hvordan man træner i andre klubber og lære af deres teknik. Og så får man et forspring ved at have denne intense træningslejr lige inden sæsonstart," fortæller Amanda og Mathias.