Fortsæt til indhold

Kreditbanken igen med overskud

En af landets mest solide banker fortsætter sin stabile indtjeningslinje og følger samtidig de lagte planer for 2013

Arkiv
Arkiv

"Gennem foråret og sommeren har vi markedsført os under overskriften ”Nye tider – gamle dyder”. Og den overskrift passer efter min mening også ret godt på halvårsrapporten for 2013, som vi netop har offentliggjort," oplyser bankdirektør Lars Frank Jensen.
"Netop udtrykket nye tider passer jo som fod i hose til, at vi i Kreditbanken her i foråret har arbejdet med at åbne en ny afdeling i Tønder," fortsætter bankdirektøren.
"Det arbejde og det glædelige, at vi har kunnet sige velkommen til fem nye medarbejdere i afdelingen i Tønder, har naturligvis bidraget kraftigt til, at vores omkostninger er gået 6 % op i forhold til første halvår 2012. Men det lever vi godt med, for vi oplever samtidig en rigtig fin tilgang af kunder i Tønder." Således har banken i de første måneder kunnet sige goddag til flere hundrede tøndringe.
"Når det gælder de gamle dyder, så passer de to ord efter min mening ret så godt sammen med, at første halvårs resultat på 8,8 mio. kroner før skat viser, at vi har tjent godt og vel det halve af det, vi har stillet i udsigt for 2013 – nemlig op til 15 mio. kroner før skat," siger han.
"Og gamle dyder passer også ret godt sammen med, at Kreditbanken igen i første halvår har fået papir på at være blandt de mest solide pengeinstitutter i Danmark. I den analyse af 73 pengeinstitutter i Danmark, som Niro-Invest har offentliggjort i dagspressen i juni 2013, ligger vi nemlig endnu en gang i den klart bedste ende," slutter Lars Frank Jensen.