- Vi skal slå til når chancen byder sig
Siger HB Køges cheftræner Per Frandsen forud for fredagens hjemmekamp mod Vendsyssel FF.
FODBOLD: Efter det skuffende og efter spil og chancer unødvendige hjemmebanenederlag til FC Fredericia, fik HB Køge oprejsning igen i søndags, da holdet hev det ene point med hjem fra den vanskelige udekamp mod Vejle. 0-0 blev det - og det kan Vejle være bedst tjent med.
- Vi er klart mest i boldbesiddelse, men fik desværre ikke rigtigt skabt nogle chancer. Men vi var set over hele kampen bedre end Vejle. Men var ikke dygtige nok til at få afgjort kampen, siger cheftræner Per Frandsen der glædede sig over, at forsvaret holdt stand og fik holdt nullet.
- Vi er begyndt at stå rigtigt godt i de bageste rækker - og specielt Eddi Gomes var stærkt spillende.
Næste opgave er én af de mandskaber der gjorde livet surt for Svanerne i sidste sæson - Vendsyssel FF (nyt navn for Hjørring FC, red.) fredag aften den 23. august kl. 19.00 på SEAS NVE Park. Nordjyderne vandt nemlig alle tre indbyrdes opgør sidste sæson med sammenlagt 7-1.
- Ja, det har voldt os mange kvaler - så den statistik skal vi se at få lavet om på. Det bliver igen en svær kamp, ingen tvivl om det. De er utroligt vanskelige at spille mod, de står godt på banen og er rigtigt farlige i omstillingsspillet. Det tog de fusen på os med to gange i forårets kamp her på SEAS NVE Park. Vi skal nok ikke regne med at få skabt så pokkers mange chancer mod dem - men når vi så får chancen, så skal den altså udnyttes. Og et vigtigt punkt på dagsordenen til kampen er også, at vi ikke må komme bagud mod dem. Så bliver de meget vanskelige at byde igennem, siger Per Frandsen til Lørdags-Avisen.
HB Køge kan råde over samme trup som fik det ene point med hjem fra Vejle. Og godt nyt fra skadelisten, der tæller fire spillere er, at angriberen Anders Kaagh der har døjet med en lyskenskade, ifølge Per Frandsen skulle være på vej tilbage på træningsbanen.
- Jeg håber at se Anders i aktion til en af træningspassene i næste uge, lyder det optimistisk fra HB Køge-træneren, der håber på stor tilskueropbakning på en dejlig sensommeraften.
Det er 6. gang HB Køge møder Hjørring FC/Vendsyssel FF. De forudgående 5 kampe er endt med to sejre til HB Køge og så de ovenfor omtalte tre nederlag i sidste sæson. Målscoren er 9-8 i nordjysk favør.
Pokalkamp tirsdag
HB Køge spiller igen tirsdag aften den 27. august. Her gælder det anden runde i DBU Pokalen, hvor modstanderen er Danmarksserieklubben Ledøje-Smørum Fodbold i Ledøje Idrætscenter. Kampen har kick-off kl. 17.45.
Udekampen mod det øjeblikkelige tophold Hobro IK er rykket fra den oprindelige dato 7. september til mandag den 9. september kl. 19.00 på DS Arena i Hobro. Det skyldes at kampen er udvalgt til at blive vist på TV.