Restaurant Remouladen får havudsigt
"Årets Frokostrestaurant 2012" flytter ned på lystbådehavnen i Vejle
Nordeuropas flotteste lystbådehavn. Sådan markedsfører Vejle Kommune sin nye lystbådehavn, der i disse år gennemgår en større forandring og bliver en del af en helt ny bydel på havnen med boliger og erhverv.
Til Nordeuropas flotteste lystbådehavn hører naturligvis en god restaurant, og det er der nu også kommet styr på. Det bliver nemlig Restaurant Remouladen, der bliver forpagter af restauranten, som kommer til at ligge på Klubøen ovenpå det nye klubhus, der er ved at blive bygget til Sejlklubben Neptun og Vejle Motorbådklub tæt ved det nuværende klubhus, der skal rives ned.
Restaurant Remouladen blev sidste år kåret til "Årets Frokostrestaurant 2012" af Den Danske Spiseguide. Prisen satte for alvor tryk på lokalerne på Dæmningen, som man forlader om et års tid for at rykke ind på havnen, hvor man har plads til 150 spisende gæster. Det er tre gange så mange, som man kan tage imod i dag.
"Tidligere kunne man være næsten sikker på at få bord. I dag kan man være næsten sikker på ikke at få bord, hvis man ikke har reserveret. Vi har desuden manglet udeservering og især selskabslokaler," fortæller Anders Kirk Johansen, der ejer Restaurant Remouladen med sin bror, Morten Kirk Johansen.
Sejler-brødre
Begge brødre elsker at sejle, så de kan ikke tænke sig en bedre placering til deres restaurant end lystbådehavnen, hvor deres familiefirma Kirk Kapital også bygger nyt domicil.
"Så kan man sejle ind og få sin frokost med et glas kold hvidvin på en varm sommerdag, eller tage en "Sail-Away" madkurv med ud på vandet," siger restaurantejeren med lys i øjnene.
Når man rykker ind i de nye lokaler på lystbådehavnen, regner Restaurant Remouladen med at udvide menuen med blandt andet nogle af de retter, som man serverer på brasseriet The Lodge, der også ejes af Anders og Morten Kirk Johansen.
"I sommermånederne er der dødt i midtbyen. Vi tror på, at der kommer mere liv hernede om sommeren, og her er bedre parkeringsforhold," siger Anders Kirk Johansen.
Han ved endnu ikke, hvad der skal være i Restaurant Remouladens nuværende lokaler på Dæmningen. Han forestiller sig, at man måske kan finde en forpagter, der vil drive en vinbar eller lignende, da det vil passe fint til stedet, der er præget af nattelivet.