En kongelig oplevelse på Skamlingsbanken
Igen i år er der mulighed for at få et uddrag af sæsonens operaer, balletter og skuespil - det sker søndag den 25. august klokken 15.00
Pak picnickurven og vær med, når hundredvis af kunstnere fra Det Kongelige Teater under åben himmel skyder sæsonen i gang med højdepunkter fra den kommende sæsons forestillinger og koncerter i de naturskønne omgivelser på Skamlingsbanken. Skuespilleren Rasmus Bjerg fører publikum gennem eftermiddagen og de mange uddrag fra sæsonens operaer, balletter og skuespil.
De mange kunstnere opfører højdepunkter fra den nye sæson blandt andet uddrag fra: Verdis Otello og Macbeth, Mozarts Don Juan, Wagners Den flyvende hollænder, Gershwins Porgy og Bess, Petipas La Bayadère, Balanchines Nøddeknækkeren, Shane Brox' Fabelmageren og Tom Kristensens Hærværk.